FC Midtjylland blev suveræne vindere af kvalifikationsspillet om pladser i Kvindeligaen. De tabte kun én kamp – mod lilleputten Østerbro IF. Sejren var ’ en fortælling om dansk kvindefodbolds hjerte og mod’, skriver Østerbro IF
Det er et par uger siden nu, men de jubler stadig:
Lørdag den 7. juni besejrede amatørklubben Østerbro IF storfavoritterne fra FC Midtjylland i den afgørende kamp i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikation.
2-1 nederlaget blev FC Midtjyllands eneste i et ellers suverænt kvalifikationsspil, og hjemme på Østerbro IF er sejren blevet en fantastisk fortælling om Davids sejr over Goliat.
Sådan beskriver Østerbro IF kampen:
David mod Goliat: Østerbro IF chokerer storsatsende FCM i Kvindeliga-kvalifikationen
I dansk kvindefodbold findes der stadig historier, som minder os om sportens sjæl. En af dem udspillede sig den 7. juni, da amatørklubben Østerbro IF besejrede storfavoritterne fra FC Midtjylland i den afgørende kamp i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikation.
Kontrasterne kunne næsten ikke være større: På den ene side Østerbro IF – én af kun to amatørklubber i kvalifikationen – drevet af ildsjæle og med et beskedent budget. På den anden side FCM, formentlig det bedst finansierede hold i rækken, hvor én enkelt spillers årsløn efter sigende overstiger det samlede driftsbudget for Østerbros kvindeafdeling.
Alligevel har opgørene mellem de to hold været alt andet end ensidige. I efteråret spillede holdene 2-2 i en kamp, hvor FCM satte point til for blot anden gang i sæsonen, mens det ene point var nok til at sikre Østerbro IF adgang til kvalifikationen. I forårets første møde sejrede FCM med 2-0 i en tæt og fysisk præget kamp.

Kulminationen kom den 7. juni, da Østerbro IF – mod alle odds – leverede, hvad der må betegnes som den største sensation i hele Kvinde-DM denne sæson, og sendte de storsatsende midtjyder til oprykningsfest med et nederlag. Tre spillere måtte melde fra om morgenen, og holdet rejste dermed til kampen med blot 11 spillere – uden mulighed for udskiftning. Oprykningsfeber eller nøje forberedt taktisk oplæg og eksekvering – måske en kombination af begge – sendte undertippede Østerbro IF på sejrskurs i et opgør, hvor alt skulle gå op i en højere enhed.
Det blev også kampen, hvor de to yngste spillere på Østerbro-holdet – som ellers har den højeste gennemsnitsalder i rækken – fik deres helt store gennembrud: Cornelia Winther på højre kant og Victoria Grindsted Nissen på keeperposten leverede begge afgørende indsats.
Nederlaget var FC Midtjyllands første – og eneste – i hele forårssæsonen. Indtil da havde midtjyderne kun sat point til i to uafgjorte opgør, begge mod ASA Aarhus, hvilket understreger, hvor sensationel Østerbros sejr faktisk var.
En sejr, der ikke kun tæller på pointtavlen, men også som et symbol på, hvad engagement, sammenhold og tro på egne evner kan føre til – selv mod tilsyneladende umulige odds.
Uanset hvordan kvalifikationen ender, har Østerbro IF allerede skrevet sig ind i fortællingen om dansk kvindefodbolds hjerte og mod. Og måske, bare måske, er det netop historier som denne, der får hele ligaen til at trække på smilebåndet og løfte lidt sig.