Fra akademispiller i FC Nordsjælland til nøglespiller i Østerbro IF – og nu nybagt collegespiller i USA. Filipa Heinzelmann er et navn, vi kommer til at høre mere til. Østerbro IF har lavet dette interview med Filipa, som vi hermed bringe
Hvordan begyndte din rejse som fodboldspiller?
Jeg startede i Snekkersten som 5-årig, og ret hurtigt blev jeg hentet til Espergærde IF. Derfra gik turen videre til B93, og kort tid efter kontaktede FC Nordsjælland mig med henblik på et skifte. Det var starten på en lang og lærerig periode i en klub med fokus på talentudvikling. I løbet af min tid i FCN blev jeg også en del af ungdomslandsholdene og var inde over både U14, U15, U16 og U17-landsholdene. Det gav mig både international erfaring og et endnu større drive for at forfølge min drøm.
Efter så mange år i FCN, hvorfor valgte du at skifte til Østerbro IF?
Jeg fik ikke muligheden for en forlængelse af min kontrakt i FCN. FCN havde været min anden familie i så mange år – både på og uden for banen. Jeg havde tilbragt det meste af min ungdom dér, og det var et sted, hvor jeg følte mig hjemme og tryg. Så det var et hårdt brud. Men min agent og jeg lagde en ny plan. Vi vurderede, at et skifte til Østerbro IF – et af de bedste hold i 1. division – ville være det rette næste skridt. Her fik jeg spilletid og en fast plads i startopstillingen, hvilket både styrkede mig som spiller og gjorde mig mere robust til seniorfodbold. Samtidig var det et rigtig godt udstillingsvindue for mig.
Hvad gjorde den overgang så udfordrende?
Alt ændrede sig. Jeg gik fra et topmoderne setup i FC Nordsjælland, hvor vi havde adgang til fysiske trænere, analyseværktøjer, sportspsykologer og optimale faciliteter – til et miljø, hvor ressourcerne var langt mere begrænsede. Selv noget så simpelt som træningsbolde, materialer og baneforhold var på et helt andet niveau. Det var et kulturchok og krævede en kæmpe omstilling. Jeg kom til et seniorhold, hvor næsten alle var over 24 og havde spillet sammen i årevis, og jeg skulle finde min plads som den yngste og nyeste. Jeg gik fra at være anfører og fast starter i U19 til at kæmpe mig ind fra bænken. Og midt i det hele mistede jeg min fodboldidentitet – og fordi fodbold er min identitet, føltes det, som om jeg mistede en del af mig selv.
Hvordan håndterede du det?
Det var en rigtig svær tid følelsesmæssigt. Jeg var ked af det og følte mig usikker – som om alt det, jeg kendte til, pludselig var væk. Men her trådte min familie virkelig til. De støttede mig 100 %, og min agent hjalp med at holde fokus på det lange perspektiv. Mine nærmeste venner bakkede mig op, og selvom jeg ikke kendte nogen i klubben, blev jeg taget godt imod af mange af spillerne – jeg blev lidt som en slags lillesøster på holdet, og det betød meget.
Jeg blev også mødt med tillid og støtte fra den nye træner og begyndte langsomt at finde mig til rette. I starten fokuserede jeg udelukkende på fodbolden – at levere på banen og vise mit værd. Med tiden kom det sociale også med. Jeg knyttede nye relationer, fandt rytmen og begyndte at føle mig hjemme. Den støtte jeg fik, både professionelt og privat, var altafgørende for, at jeg kom igennem og i dag står stærkere end nogensinde.
Og hvad kom ud af det?
Det, jeg troede var et skridt tilbage, viste sig faktisk at være to skridt frem. Jeg blev en del af et fantastisk fodboldhold og en super klub i Østerbro IF, hvor jeg har fået chancen for at udvikle mig både som spiller og som menneske. Jeg har spillet flere seniorkampe på højt niveau, end jeg ville være kommet til i FCN – og har med holdet været i Kvalifikationsligaen to gange. Jeg har fået en rolle med ansvar og spilletid, og jeg føler mig virkelig som en vigtig del af holdet. Jeg voksede enormt som menneske. Jeg kæmpede mig tilbage, og i dag spiller jeg fuld tid og er en af de bærende spillere. Jeg har lært at rejse mig, når det hele vælter. Den største ære ligger ikke i aldrig at falde – men i at rejse sig hver gang.
Nu går turen til USA og NJIT. Hvordan kom det i stand?
Efter et lille års tid i Østerbro IF begyndte der pludselig at komme henvendelser – både fra andre klubber og fra cirka ni collegehold i USA. Det var overvældende, men også en bekræftelse på, at det hårde arbejde bar frugt. Efter mange møder, samtaler og research endte jeg med tre konkrete tilbud fra hold i Californien, Mississippi – og ikke mindst New York. Valget faldt på NJIT, som er et topkonferencehold i NCAA Division I og spiller en spillestil, der passer rigtig godt til mig. Jeg følte hurtigt, at der var en gensidig forståelse og ambition, både sportsligt og menneskeligt. Det er en kæmpe mulighed for at kombinere elitefodbold med en god uddannelse, og jeg glæder mig helt vildt til at tage det næste skridt. Jeg har skrevet under på en 4-årig kontrakt med NJIT Highlanders, og det er en milepæl i min rejse som spiller.
Hvordan ser du på fremtiden?
Mit mål er stadig at blive professionel. Men nu ved jeg, at vejen dertil ikke er lige. Jeg er stolt af den rejse, jeg har været på – også de svære kapitler. De har formet mig. Jeg tager til USA med styrke, selvtillid og en vilje til at blive endnu bedre.
Hvilket råd vil du give andre unge spillere, der står overfor svære valg?
Vær ikke bange for at tage det svære valg. Det er ikke en fallit, når man ikke går den ‘nemme vej’. Tværtimod. Hvis du tror på dig selv og kæmper videre, kan du komme endnu længere. Nogle gange vil folk sige, at man tager et skridt tilbage for at tage to frem – men i mit tilfælde var det ikke et skridt tilbage, i hvert fald ikke fodboldmæssigt. Spilletid betyder alt – du udvikler dig kun, når du spiller kampe og får ansvar. Man skal heller ikke undervurdere niveauet i 1. division – det er ikke ‘lavt niveau’, bare fordi det ikke hedder Kvindeliga. Overgangen fra U19 til seniorfodbold er stor, både fysisk og mentalt. Og selvom faciliteterne og ressourcerne i ligaklubber er imponerende, så betyder det ikke alt. Det handler om det miljø og den plads, du får – ikke om hvor mange GPS-veste og baner klubben har. Det er hårdt at skifte, men det kan være det bedste, du gør for dig selv.
