Billetsalget til den kommende kvindelandskamp i Parken mod Finland den 28. oktober har rundet 10.000 solgte billetter, men administrerende direktør i DBU, Erik Brøgger Rasmussen, håber og tror på, at fremmødet i nationalarenaen kan nå nye højder.
For blot anden gang i historien bliver Parken hjemmebane for de danske kvinder, når landsholdet den 28. oktober møder Finland i et playoff-opgør i Nations League.
Med mindre end 14 dage til kampen har DBU nu givet en opdatering på billetsalget.
På sin hjemmeside oplyser fodboldunionen, at der på nuværende tidspunkt er solgt mere end 10.000 billetter, hvilket glæder administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen, der forventer en stigning i billetsalget, når kampen kommer endnu tættere på.
– Vi kan se, at billetsalget for alvor er begyndt at tage fart. Det er meget glædeligt med næsten to uger til selve kampen, da vi normalt først ser de store ryk, når vi kommer tættere på. Det er et stærkt signal fra fansene og et tegn på, at der er noget ganske særligt i vente i Parken, siger han til DBU’s hjemmeside.
Da de danske landsholdskvinder for første gang spillede i Parken i en testkamp mod Brasilien i sommeren 2022 var 21.542 tilskuere mødt op, hvilket var ny rekord til en dansk kvindekamp.
Den rekord håber og tror DBU’s administrerende direktør dog står for fald til den kommende kamp mod Finland.
– Vores mål til så vigtig en kamp i Parken må og skal være at gå efter at samle endnu flere end sidste gang. Landsholdet har brug for al den opbakning, de overhovedet kan få, og vi håber, at der er rigtig mange fans, som vil være med til at skabe en fantastisk, rød-hvid kulisse.
Før kampen i Parken skal Jakob Michelsens landshold først forsøge at få et godt udgangspunkt med fra opgøret i Finland torsdag d. 23. oktober. De to kampe afgør, om Danmark beholder sin plads i Nations Leagues A-lag eller rykker ned i B-laget.