10 ting vi husker og lærte fra Danmarks sejr i Parken

0
27
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Fodbold for piger har samlet 10 nedslagspunkter fra kvindelandsholdets sejr på 2-0 i Parken tirsdag aften.

Tirsdag aften spillede A-landsholdet for bare anden gang i historien i Parken, da Finland blev besejret med 2-0 i returopgøret i Nations League playoff-runde.

Du kan læse Fodbold For Pigers referat fra kampen her:

Dermed endte Danmark med en samlet sejr på 8-1, der betyder, at pladsen i turneringens A-lag fastholdes, hvilket kan ende med at gøre vejen til VM-lettere.

Selvom sejren ikke blev lige så overbevisende som det første opgør i Tampere, var der masser at glæde sig over og mindes fra tirsdagens kamp, der var den første gældende kamp for landsholdet i Parken.

Her har Fodbold For Piger samlet 10 ting, som vi husker og lærte fra kampen i Parken:

Lene Terp indlemmet i Hall of Fame
Som sjette kvindelige fodboldspiller blev Fortuna Hjørrings cheftræner, Lene Terp, før kampen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame som den sjette kvinde nogensinde.

52-årige Terp nåede som aktiv at optræde hele 105 gange for landsholdet, hvor hun var anfører fra 1998 og frem til 2003, hvor hun stoppede sin aktive karriere.

Velfortjent hyldest af Nadia Nadim og Sanne Trolesgaard

Mens Nadia Nadim allerede før sommerens EM havde meldt ud, at slutrunden ville blive hendes sidste opgave i rødt og hvidt, var det først i starten af oktober, at Troelsgaard meldte sit stop efter hele 17 år og 197 landskampe.

Tirsdag aften blev de fortjent hyldet  foran stemningstribunen. I det stille kunne man undre sig over, at det ikke skete på banen lige før kampstart eller i pausen, hvor flere var på plads på tribunerne. Ikke desto mindre dog en flot markering af to spillere, som har sat et enormt aftryk på dansk kvinde- og landsholdsfodbold.

Flot kulisse i svære rammer

Og netop på de førnævnte tribuner var der flot fremmøde, selvom rammerne bestemt ikke var ideelle med en hverdagsaften i oktoberkulde og et resultat fra det første opgør, der reelt havde fjernet den spænding, som måske kunne have rykket billetsalget tættere på rekorden fra Brasilien-kampen, der lyder på 21.542 tilskuere.

14.475 var mødt frem, hvilket er et stykke fra de 20.000 som har været DBU’s mål for kvindelandsholdets kampe i Parken. Dem der var mødt frem, leverede dog en flot kulisse, der også blev belønnet for opbakningen med to scoringer i slutfasen.

Michelsen giver ingen gaver

Den nye landstræner tog trods føringen på 1-6 fra det første opgør ikke let på tirsdagens opgave.

Michelsen valgte præcis den samme startopstilling, som det var tilfældet i udekampen i Tampere. Et tydeligt signal om, at den nye cheftræner satte det stærkeste mulige hold med målet om at få genopbygget en vinderkultur hos et dansk hold, der var tømt for selvtillid efter sommerens skuffende slutrunde.

Landstræneren var også hurtig til at ændre på tingene med en trippelindskiftning i 2. halvleg, da den danske offensiv kæmpede med at finde melodien. Han har entreret jobbet med en energi og tydelighed, som har rykket holdet langt på kort tid, og derfor bliver det meget spændende at følge den kommende udvikling frem mod næste års VM-kvalifikation.

Overraskelsen Thisgaard ligner nyt førstevalget i målet

Det kom formentlig som en overraskelse for de fleste, da 23-årige Freja Thisgaard fredag fik landsholdsdebut i Finland, efter at hun aldrig tidligere havde været udtaget til A-landsholdet.

Tirsdag var hun igen valgt til startopstillingen, hvilket tydeligt bekræfter, at hun lige nu vurderes foran Maja Bay Østergaard og Amanda Brunholt, der også var udtaget.

Fortuna Hjørring-keeperens handsker kan dårligt være blevet beskidte af aktionerne i de 2x 90 minutter, men hun viste alligevel stor sikkerhed i de situationer, hvor hun skulle i aktion.

Trods en ubekendt i det tidligere faste førstevalg Lene Christensen, der først for nylig er kommet tilbage fra en langvarig og drilsk skade, har Thisgaard i hvert fald ikke givet Michelsen grund til ikke også at spille hende fra start i november-samlingen.

Danmark kan dominere uden at være mest på bolden

Fælles for begge af opgørene mod Finland har været en afventende dansk tilgang til spillet. Både i Finland og i tirsdagens opgør i Parken havde finnerne et pænt boldovertag.

Det betød dog så langt fra, at danskerne ikke havde kontrollen. I Parken som i Finland skabte danskerne et fint antal målchancer, mens finnerne over 2x 90 minutter blot står noteret for tre afslutninger på mål mod danskernes 13.

Generelt var man finnerne overlegne på stort set samtlige statistiske parametre udover boldbesiddelsen.

Sandbech og Boye er tilbage som styrkvinderne

Det er svært at se at landsholdets comeback-mødre har været væk i henholdsvis 2,5 og 2 år. Begge er de gået ind i Michelsens trebacks-kæde med stor autoritet og ro. Sammen med altid solide Ballisager har de bidraget til et solidt dansk udtryk i defensiven, som har været Michelsens primære fokuspunkt under sin første samling – et mål som må siges at være indfriet.

Med stor sandsynlighed bliver Sandbech og Boye en del af den defensive kerne, der skal være med til at spille Danmark til VM i 2027 – det på bekostning af Isabella Obaze og Færge, der i de seneste års fravær af den rutinerede duo spillede meget under André Jeglertz.

Kühl blev helten i jubilæumskamp

Efter at være blevet fravalgt i den oprindelige trup og i stedet udtaget til U23-landsholdet, fik Kathrine Kühl alligevel en invitation af Jakob Michelsen til de to kampe mod Finland, da hun afløste en skadet Karen Holmgaard.

Det blev ikke til en rolle i den første kamp, men da sejren skulle jagtes i Parken var Roma-spilleren en af tre, der kom ind efter 58 minutter, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning.

Efter en nervøs 2. halvleg var hun nemlig den, der antændte stemningen i Parken, da hun efter 72 minutter først kombinerede flot på kanten af feltet, inden hun til sidst sparkede bolden ind højt i målet.

Det var 3. landskampsmål i kamp nr. 50 for Kühl.

Michelsens struktur kan frigøre Harder

Trænerskiftet og det friske pust over landsholdstruppen virker også til at have gjort Pernille Harder særdeles godt.

Anføreren var over de to kampe involveret i hele fem af de otte danske scoringer, og selvom hun lige som resten af holdet havde sværere ved at få offensiven til at flyde i Parken, var hun den primære chanceskaber i Parken, hvor hun assisterede Kühls forløsende scoring og selv trak det straffespark, som hun efterfølgende selv eksekverede.

Vigtige sejre for selvforståelsen og VM-kvalifikationen

Selvom danskerne var favoritter til at vinde samlet, blev det gjort i særdeles overbevisende stil med samlet 8-1 mod et finsk hold, der i sommer var særdeles tæt på en EM-kvartfinale.
Det var dog ikke til at se mod det danske hold, der tog brodden fra finnerne over 180 minutter.

Og de to sejre er særdeles vigtige for den danske selvforståelse, der har været samlet på et lille sted efter EM. Med den samlede sejr beholder Danmark pladsen i det fine selskab i Nations League, og det kan få stor betydning for den danske vej mod VM i 2027, da en eventuel playoff-modstander vil komme fra en noget lavere hylde, end hvis man var røget ned i B-laget.