Vores Liga har overtaget FODBOLD FOR PIGER, som er i luften igen med nye, store ambitioner. “Vi vil skabe en stærk nyhedsplatform, som dækker kvindefodbolden nationalt og internationalt,” siger Jacob Pfeiffer fra Vores Liga
PRESSEMEDDELELSE
FODBOLD FOR PIGER, der i sommer måtte lukke ned efter 14 år, er nu i luften igen med en ny ejer og med store ambitioner om at gøre sitet til det vigtigste nyhedsmedie for kvindefodbold i Danmark.
Det er den ambitiøse medievirksomhed Vores Liga, der udgiver en række podcast om dansk fodbold, som har overtaget og nu puster ny vind i sejlene på FODBOLD FOR PIGER, der er Danmarks største og ældste nyhedssite om kvindefodbold.
“Vi har valgt at investere den tid og de ressourcer, det vil kræve at skabe en endnu stærkere nyhedsplatform. Det er vores ambition, at FODBOLD FOR PIGER skal være dét sted, som alle, der interesserer sig for kvindefodbold, tjekker op på, når de vil have det bedste overblik og seneste nyheder,” siger Jacob Pfeiffer fra Vores Liga.
FODBOLD FOR PIGER bliver en del af et univers, der også tæller podcasten Vores A-liga om den bedste danske kvinderække. Det ’nye’ FODBOLD FOR PIGER vil dække de bedste danske senior- og ungdomsrækker men vil også have fokus på de danske landshold, på international kvindefodbold og fortælle gode historier fra både eliten og bredden. FODBOLD FOR PIGER vil blive opdateret dagligt og vil præsentere en række faste formater som Ugens Overblik og Ugens Hold. Du vil også kunne finde de nyeste afsnit af Vores A-Liga.
FODBOLD FOR PIGER blev startet af Steen Trolle i 2011, da mediedækningen af dansk pige- og kvindefodbold var nærmest ikke-eksisterende. Da det lukkede, havde FODBOLD FOR PIGER næsten 15.000 følgere på Facebook, over 3000 på Instagram og op mod 30.000 unikke besøgende hver måned.
Steen Trolle vil fortsat være tilknyttet FODBOLD FOR PIGER, hvor han vil bidrage med knowhow og ideer. Han glæder sig over det nye ejerskab, som ikke bare relancerer men også vil bringe FODBOLD FOR PIGER op på et nyt og stærkere niveau.
”Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre løsning. Siden vi lukkede har det været tydeligt, at der mangler et medie som FODBOLD FOR PIGER, der fast dækker kvindefodbold. Derfor er jeg utroligt glad for, at Vores Liga nu vil løfte den opgave. De er ambitiøse og har et stort hjerte for kvindefodbold, så det kan kun blive godt,” siger Steen Herluf Trolle.
Det nye FODBOLD FOR PIGER er allerede i gang og har samlet en dedikeret redaktion af folk med indsigt i kvindefodbold.