
Jakob Michelsen benyttede tirsdagens pressemøde til at rose DBU for de rammer, som han og holdet har fået til den kommende landsholdssamling.
Af Helene Dalskov Sandyleigh
I den kommende uge samles A-landsholdet igen forud for de kommende playoff-kampe i Nations League, og for første gang bliver det med Jakob Michelsen ved cheftræner-roret.
Allerede inden samlingen er den nye landstræner ude med roser i DBU’s retning for de rammer, som han og holdet har fået til den kommende samling.
– Jeg vil gerne rose DBU for det oplæg, der er kommet både til denne samling her men også til den næste samling.
– Jeg har fået det ligesom jeg gerne ville have det, så der er ingen undskyldninger i forhold til forberedelserne, siger han på pressemødet ved ugens trupudtagelse og uddyber:
– Vi får en fantastisk forberedelse på Hotel Marienlyst (I Helsingør, red.), gode flytider, en kamp herinde i Parken og en træningssamling i november, hvor vi har prioriteret kun at spille en kamp, så vi kan spille det her nye hold sammen.
Samtidig glæder Michelsen sig over at have fået dygtige folk ind i sin stab, hvor assistenttræner Johanna Rasmussen har forlænget sin aftale, mens Anders Storskov er ny i staben efter ansættelsen af den fysiske træner.
Landsholdet samles første gang i Helsingør på mandag til forberedelsen mod den første af to kampe mod Finland, hvoraf den første spilledes på udebane i Tampere på torsdag.