Mens mange hold brugte efterårsferien på rolig opstart eller restitution, tog seks piger fra Oure Efterskole og Oure Gymnasium hul på noget lidt ud over det sædvanlige. I samarbejde med den østrigske storklub Sturm Graz var pigerne inviteret til træning, kamp og kulturel udveksling.
Det tætte samarbejde med Sturm Graz, som er blevet opbygget gennem flere år, gav pigerne mulighed for at få indblik i en anden fodboldkultur og spille med og mod internationale spillere. To af pigerne fik endda spilletid i en officiel træningskamp – med dansk scoring til følge.
“Det var første gang, vi kunne tilbyde pigerne en oplevelse af, hvad det vil sige at rejse ud og prøve kræfter med international fodbold. Det giver både fodboldfaglige og personlige indsigter, de kan bruge videre i livet,” fortæller afdelingsleder Morten Larsen.

Ugen bød også på møde med to danske fuldtidsprofessionelle i Sturm Graz, og det satte tanker i gang: Kan man selv gå hele vejen?
Fodboldlinjen på Oure har tidligere haft stor succes på drengesiden, men nu er pigefodbolden for alvor tilbage – og med store ambitioner. Hele 80 piger startede i august på linjen, og da Oure nu er blevet licens-klub sammen med Fortuna Svendborg, er der større muligheder for udvikling – både på Oure Efterskole og Oure Gymnasium, hvor pigerne får et 3-årigt forløb samtidig med, at de tager deres studentereksamen. Der er allerede planer om flere udvekslinger, træningskampe og studieture til udlandet.

Fodbold er dannelse – på og uden for banen
Rejsen til Østrig handler ikke kun om bold og baner. Det handler også om at udvikle sig som menneske. Sproget, kulturen, samværet og mødet med nye mennesker er en del af den oplevelse, som Oure ser som helt central i deres tilgang til pigefodbold.
“Vi tror på, at fodbold kan være et dannelsesrum, hvor pigerne lærer at stå stærkt i sig selv og samtidig indgå i fællesskaber på tværs af grænser. Det her er noget, vi håber at kunne give mange flere piger fremover,” lyder det fra Morten Larsen.
📍 Du kan se glimt fra turen på Oures Facebookside her: Facebook-video



















