Sæsonen i C-Ligaen nærmer sig sin dramatiske afslutning, og spændingen er intens i både Øst og Vest.
Artiklen er leveret af Divisionsbold.dk og skrevet af Anders Juncker Nielsen.
Kun få runder resterer i C-ligaen – tre for nogle hold, fire for andre – og nu skal det hele afgøres: Hvem tager de eftertragtede pladser til forårets kvalifikationsspil til B-Ligaen?
C-Ligaen er opdelt i to puljer med syv hold i hver, hvilket betyder, at et hold i hver spillerunde sidder over. Derfor har holdene ikke spillet lige mange kampe, og netop det kan vise sig at få stor betydning, når pointene skal tælles op.
Pulje 1 – Sundby i førersædet, men BSF lurer i kulissen
Sundby topper Pulje 1 med 25 point efter 9 kampe og en imponerende målscore på 33-8. Holdet har skabt et solidt forspring på otte point ned til BSF, men intet er endnu afgjort.
BSF har nemlig spillet én kamp færre og står noteret for 17 point og en målscore på 21-10. OB Q følger tæt efter med 16 point, men skal håbe på pointtab fra rivalerne for at blande sig i toppen.
Et af sæsonens mest ventede opgør finder sted lørdag den 15. november kl. 11:00 på Kløvermarkens Idrætsanlæg, hvor netop Sundby og BSF tørner sammen. Kampen kan vise sig at blive helt afgørende for, hvem der løfter puljesejren og får chancen for at spille sig op i B-Ligaen.
Pulje 2 – Viborg FF har grebet om førstepladsen
I den vestlige pulje har Viborg FF sat sig på tronen. Med 20 point for 9 kampe og en stærk målscore på 22-8 har de grønblusede placeret sig fem point foran Silkeborg IF Q, der har 15 point og en målscore på 12-9.
Bag dem kæmper Aalborg Freja og Randers Q om tredjepladsen med henholdsvis 11 point, men skal håbe på mirakler for at nå helt til tops.
Ligesom i øst er der lagt op til drama i vest – for med tre kampe tilbage kan Silkeborg stadig nå at indhente Viborg, hvis de formår at holde hovedet koldt og udnytte hvert eneste point.
Alt at spille for – hvem tager skridtet mod B-Ligaen?
Når sidste fløjt lyder, er det puljevinderne, der får chancen for at spille kvalifikation til B-Ligaen sammen med de fire nederste hold fra B-Ligaen. De fem bedste i Kvalifikationsspillet rykker op, mens sjettepladsen må tage turen ned i C-Ligaen.
Der er med andre ord alt på spil, og intet er afgjort endnu.
Efteråret byder på nervepirrende kampe, hvor hvert mål kan blive forskellen på succes og skuffelse.
Så find det varme tøj frem, tag vennerne under armen – og kom ud på stadion. C-Ligaens afslutning bliver én, du ikke vil gå glip af!

















