
U-17 landsholdet fortsætter sin gode start på EM-kvalifikationen med endnu en stensikker sejr, mens U23-landsholdet måtte nøjes med uafgjort i et jævnbyrdigt opgør mod Mexico.
Af Helene Dalskov Sandyleigh
Efter det flotte resultat fra A-landsholdet fredag i Finland havde både U23- og U17-landsholdet noget at leve op til, da begge hold var i aktion lørdag.
For begge holds vedkommende var det anden kamp i ugen. U17-landsholdet havde startet første fase af EM-kvalifikation med at besejre Serbien med 3-0, mens U23-landsholdet havde besejret Finland i en testkamp. Lørdag ventede så Belarus og Mexico.
U17 fortsætter den gode start på EM-kvalifikationen
Cheftræner Kristine Pedersen havde valgt at foretage tre ændringer i startopstillingen fra kampen mod Serbien i onsdags. Evelina Thygesen, Josefine Lamp og Frøya Ebbesvik var de nye fra start.
Danmark lagde hårdt ud med to scoringer i 1. halvleg. Igen var det Brøndby-talentet Mila Bischoff, der først kom på tavlen med et skud fra kanten af feltet, og blot syv minutter efter fulgte Astrid Engsig-Karup trop efter et flot indlæg fra sin FCN-holdkammerat Mille Østersø. 1
2. halvleg bød på endnu tre flotte scoringer. 13 minutter inde i 2. halvleg scorede Engsig-Karup sit andet mål i kampen. Den indskiftede Fortuna Hjørring-spiller Nikoline Nielsen satte streg under Danmarks dominans ved at tilføje yderligere to scoringer til slutresultatet 5-0.
Dermed har U17-landsholdet fået den perfekte start på EM-kvalifikationen med to sejre ud af to mulige. Kvalifikationens første fase afsluttes tirsdag klokken 12.00, når Danmark møder Norge. Begge hold er sikre på at gå videre til næste fase, men førstepladsen i gruppen er på spil.
U23 i intens deler mod Mexico
Senere lørdag mødte U23-landsholdet Mexico i deres anden kamp ved denne samling.
Landstræner Mark Strudal oplyser til FODBOLD FOR PIGER, at Mexico stillede til start med et langt dygtigere hold, end det finske hold, som Danmark mødte i onsdags, og der ventede dermed en langt mere udfordrende opgave i Finland, hvor kampen blev spillet.
Mexico scorede lige før pausen, men kort inde i 2. halvleg var Koldings Mai Wendicke på pletten og udlignede til slutresultatet 1-1. Danmark sluttede kampen i undertal grundet et direkteø rødt kort til HB Køge-spilleren Sarah Thygesen
– Vi dominerede dem med vores høje pres, genpres og overtag på bolden. Det var en intens og hård kamp for begge hold.
– Vi havde generelt en meget stærk holdpræstation i dag, mod et hold, der er fysisk og teknisk dygtige. De er hurtige og stiller med en del ældre spillere i forhold til de aktive årgange på U23, udtaler cheftræneren til FODBOLD FOR PIGER.
Omkring udvisningen af HB Køge-spilleren Sarah Thygesen i 86. minut udtaler landstræneren således:
– Udvisningen af Sarah Thygesen er et skøn fra dommeren. Har Thygesen benet for højt oppe, eller er det Mexico-spilleren der bøjer sit hoved for meget nedad for at nikke til bolden.
U23-landsholdet vender nu hjem til Danmark efter en samling, der har budt på værdifuld international erfaring med to testkampe, der har kastet en sejr og et uafgjort resultat af sig.
















