37-årige Sanne Troelsgaard erkender, at det har været en svær beslutning af stoppe på det danske landshold efter 18 år og hele 197 kampe.
Tidligere på ugen offentliggjorde Sanne Troelsgaard sit stop på det danske kvindelandshold efter næsten 200 optrædener i rødt og hvidt, hvilket gør hende til den spiller med næstflest landskampe – kun overgået af Katrine S. Pedersens 210 kampe.
Beslutningen sker forud for Danmarks to vigtige, kommende playoff-kampe i Nations League mod Finland, og hovedpersonen selv erkender, at det ikke har været et nemt valg.
-Fodbold er jo mit liv, og landsholdet har været en meget stor del af mig, så det er klar, at det er et meget, meget svært farvel, og det er nok noget, som jeg lige skal reflektere over de næste par dage, og så er jeg sikker på, at det nok skal lande stille og roligt, siger Troelsgaard til TV2 Sport og uddyber.
-Nu er jeg jo heller ikke helt ny mere, og jeg synes også, at det var på tide at tage valget omkring, at nu var det nu. Jeg tror, at jeg sidder tilbage med en stolthed og ydmyghed over, at det ikke er alle, der kan nå at spille for sit landshold, men heller ikke alle som når både de 100 og så over 150 landskampe.
Troelsgaard fortsætter sin klubkarriere, hvor hun siden i sommer har tørnet ud for FC Midtjylland i A-Liga efter skiftet fra den italienske storklub AS Roma.