B. 93 anfører: Et blandet efterår

0
18

B-Ligaen er gået på vinterpause, og i den forbindelse har vi taget en snak med B. 93’s anfører Freja Sørensen Abildå om holdets præstationer i efterårssæsonen.

Artiklen er skrevet af og bragt i samarbejde med divisionsbold.dk: 

Efterårssæsonen bød på både op- og nedture. Holdet lagde stærkt ud med to sejre, men sluttede som nummer 7 i grundspillet, langt under de interne forventninger.

– Vi startede sindssygt godt, men så blev det svingende. Vi har haft nogle rigtig gode kampe, men også alt for mange, hvor vi ikke var dygtige nok i begge ender, siger Freja Sørensen Abildå.

Resultaterne står ikke mål med det potentiale, hun ser i truppen.

– Ja, vi har præsteret under niveau resultatmæssigt. Vi har en virkelig god trup, og det er frustrerende, at vi ikke altid lykkes med at få det frem på banen. Vi har fået alt for få point i forhold til, hvor gode vi egentlig er, udtaler hun

Freja Sørensen Abildå peger især på kampe mod hold, de burde have slået:

– Kampene mod Østerbro og den sidste mod Næstved – der skal vi have noget med derfra. Der er for mange kampe, hvor vi taber med flere mål til hold, vi er bedre end.

Modgang og skader: Unge spillere kastet for løverne

Holdets efterår blev præget af en smal trup og flere skader. Det betød, at meget unge spillere måtte træde til, ofte i nøglepositioner.

– Ja, vi har haft en for smal trup. Vi måtte starte med nogle rigtig unge spillere, der ikke har været meget med før. Det er nødvendigt, men ikke optimalt for hverken holdet eller de unge selv, fortæller hun.

Alligevel roser hun de unge akademispillere for deres indsats:

– Jeg synes, de har klaret det sindssygt godt. De går ind og tager ansvar og vokser med opgaven. Mange glemmer, at selv nogle af vores faste startere faktisk også er meget unge. Det er fedt at se, hvordan de tager det på sig.

Trods resultaterne: Sammenholdet har båret holdet

Selvom holdet i perioder var hårdt ramt, holdt truppen sammen, og stemningen forblev stærk.

– Man kunne godt mærke, at det var hårdt, da vi begyndte at tabe flere kampe i træk. Men folk har stadig nydt at komme til træning og være sammen. Alle ville det, og alle ville blive bedre. Det har været positivt, siger Freja Sørensen Abildå.

Egen indsats: Stabil, men plads til mere

Hun vurderer også sin egen sæson.

– Jeg synes, det har været stabilt, men svingende. Nogle rigtig gode kampe og nogle mere anonyme. Jeg vil gerne være mere dominerende,” siger hun.

Afslutningen på sæsonen giver hende dog tro på mere.

– I de sidste kampe har jeg haft meget på bolden, og det trives jeg med. Det er der, jeg føler, jeg kan bidrage mest, siger hun.

Optimisme før foråret

Cheftræner Christian Falk stoppede i B. 93 tre kampe før efterårssæsonen sluttede, og det påvirkede spillerne.

– Jeg synes truppen har været gode til at stå sammen og fokusere at komme videre som hold, efter en hektisk periode de dage. Vi har forsat med at bruge de sidste tre kampe til at udvikle os, og starte på at arbejde videre med det som vi gerne vil arbejde videre med i foråret, siger hun og forsætter.

– Det er godt der kommer lidt ferie nu, for så kan vi lige puste ud. Det har været nogle hektiske uger og det bliver godt puste ud, så vi er helt klar når vi starter op igen.

På trods af en skuffende placering og en hård efterårssæson er optimismen intakt.

– Jeg er virkelig glad for, hvor vi står nu, og for den udvikling vi har været igennem. Jeg synes, alle er fortrøstningsfulde. Jeg tror virkelig på, at vi kan slå alle de hold, vi kommer til at møde i foråret, siger Freja Sørensen Abildå.