En plads ved EM-slutrunden til maj er ambitionen for U17-landstræner Kristine Pedersen, der glæder sig over den flotte danske start på kvalifikationen.
Det danske U17-landshold har fået en fantastisk start på EM-kvalifikationen. Turneringens første fase endte således med tre sikre sejre mod Serbien, Belarus og Norge med en samlet målscore på 11-0.
Landstræner Kristine Pedersen er da også meget begejstret over holdets præstationer.
– Vi kom rigtig godt ud af kvalifikationen, og jeg synes det viser, hvor stærkt et hold vi har. I de første kampe skulle vi lige finde hinanden igen på banen efter flere udskiftninger i truppen siden sidste samling, siger Pedersen til Fodbold For Piger og uddyber:
– Vi snakkede meget om at bevare koncentration og at forblive tålmodige når det blev svært. Da relationerne begyndte at sidde, blev vores spil også meget bedre. Når vi rammer vores niveau som hold, kombineret med de individuelle kvaliteter vi har, så er vi svære at spille imod. Det afspejler sig i både resultaterne og målscoren i denne runde, hvor vi foruden at score mange mål, ikke lukker nogen mål ind.
De flotte resultater betyder, at Danmark er top-seedet forud for kvalifikationens afgørende anden fase, hvilket har stor betydning for den kommende lodtrækning.
Det glæder Pedersen, der dog stadig anerkender de mange stærke nationer, som Danmark kan blive parret med i næste puljespil, hvor kun gruppevinderen kvalificerer sig til slutrunden i maj.
– Vi har selvfølgelig skabt et rigtig godt udgangspunkt ved at vinde puljen, men vi ved også, at næste runde bliver endnu mere krævende og svær at gå videre fra. Selvom vi undgår øvrige gruppevindere, kan vi stadig risikere at trække top nationer når lodtrækningen finder sted i december.
Det ændrer dog ikke på, at ambitionen for U17-landsholdet er klar:
– Uanset hvem vi kommer til at møde, handler det om at kunne ramme vores topniveau når det gælder. Vi glæder os helt vildt og går selvfølgelig efter, at komme til EM i maj måned, slutter Pedersen.
















