Kathrine Kühl fortsætter den gode form fra landsholdssamlingen, Pernille Harder bliver ved med at imponere i Bayern München og Sofie Lundgaard er tilbage i den engelske liga.
Weekenden har vanen tro budt på masser af danskere i aktion i de europæiske ligaer, og Fodbold For Piger giver dig her overblikket over udvalgte danske præstationer.
Lundgaard fik comeback i Women’s Super League
I England var der et tiltrængt point til Brian Sørensens Everton-hold, der har haft en pointfattig sæsonstart. På udebane fik holdet 3-3 med fra opgøret mod Aston Villa, og dermed står man nu noteret for fem point efter syv kampe, hvilket række til en foreløbig 9. plads. Karen Holmgaard sad fortsat ude med skade.
I den røde del af Liverpool var der mere at glæde sig over med dansk perspektiv, da midtbanespilleren Sofie Lundgaard blev indskiftet i slutningen af 2. halvleg. Det var således første gang, at den tidligere Fortuna Hjørring-spiller fik minutter i Women’s Super League, siden at hun i slutningen af september gjorde comeback fra en langvarig korsbåndsskade i en ligacupkamp.
Lundgaard kunne dog ikke forhindre Liverpools nederlag på 2-1 ude mod Tottenham, der havde Olivia Møller Holdt på banen i samtlige 90 minutter.
Harder fortsætter i hopla
Landsholdsanfører Pernille Harder var i hopla i den seneste samling, hvor hun var involveret i fem af otte danske scoringer i kampene mod Finland.
I weekenden fortsatte hun de flotte takter, da hun både lagde op til mål og selv kom på måltavlen i 4-1-sejren på hjemmebane mod SGS Essen. Landsholdskollega Stine Ballisager måtte dog se til fra bænken kampen igennem.
Bayern München er fortsat ubesejret efter otte spillerunde, hvor den sydtyske gigant har hentet 22 ud af 24 mulige point og har tre point ned til Wolfsburg.
Kühl og Roma rider videre på bølgen
Efter at have tanket selvtillid som målscorer i Parken for det danske landshold tog Kathrine Kühl den gode rytme med retur til Roma, der søndag vandt med hele 3-0 mod Inter.
Kühl startede opgøret og noterede sig for oplægget til føringsmålet, der blev sat ind af Marta Pandini. Mens Katrine Veje spillede fuld tid, kom Frederikke Thøgersen ind i 2. halvleg. Med sejren er Roma forsat med maksimumpoint og topper Serie A med 12 point efter fire runder. Der er hele fem point ned til en anden danskerklub, Napoli, der havde både Mille Jusjong og Cecilie Fløe med fra start i lørdagens 1-1-resultat hos Parma.
Også Sofie Bredgaard leverede en afgørende assist i weekenden, da Fiorentina på udebane besejrede Maja Hagemanns Sassuolo med 0-1. Både Bredgaard, Emma Færge og Emma Snerle spillede fuld tid i opgøret. Fiorentina er nu et af tre hold med syv point som forsøger at holde trit mod førerholdet fra Rom.
Derudover var både Mathilde Kruse Rasmussen og Agnete Marcussen med i hele kampen for Como, der på hjemmebane besejrede Genoa med 2-1. Førstnævnte var direkte involveret i målet til 2-0, da den tidligere AGF-midtbanespiller brød flot igennem i højreside og fik sendt en bold i feltet, der til sidst endte med at blive sparket ind. Sejren var Comos anden i sæsonen, og danskerklubben er nu placeret i midten af Serie A-tabellen
Danskerklubben Häcken er nu kun én sejr fra mesterskabet
BK Häcken er nu blot en sejr fra at kunne kalde sig svenske mestre for første gang, siden at man i 2021 overtog Göteborg FC’s kvindehold, og siden er blevet nummer to i fire sæsoner i træk.
Med weekendens 4-0-sejr over bundholdet Linköpings fastholder klubben forspringet på fire point ned til Simone Boyes Hammarby, der i weekenden besejrede IFK Norrköping med samme cifre. Til gengæld var kun en af tre Häcken-danskere med i weekenden. Således kom kun Emilie Byrnak ind fra bænken, mens Stine Sandbech ikke var i truppen, og derudover er Johanna Fossdalsa ude med en længerevarende knæskade.
I næstesidste spillerunde kan Häcken sikre sig mesterskabet med en sejr på hjemmebane mod Piteå, der ligger nummer 9 i Damallsvenskan.
		
				
















