Gymnasierektor i opråb: Kvindefodbold skal ikke kopiere herrernes model

0
18

I et debatindlæg hos mediet Idrætsmonitor opfordrer gymnasierektor Pia Sadolin til, at kvindefodbolden fastholder dele af sin unikke identitet i vejen mod større succes. 

“Kvindefodbolden skal ikke bare være et bilag til herreafdelingen”. Sådan lyder overskriften i debatindlæg hos mediet Idrætsmonitor med Pia Sadolin, der er Rektor hos Brøndby Gymnasium.

Optakten til debatindlægget, der blev bragt den 7. november, var blandt andet hendes deltagelse ved Brøndby IF’s årlige generalforsamling samt et arrangement om kvindefodbold afholdt af vidensplatformen Game Changer, der er skabt i samarbejde med Dansk Boldspils Union og Divisionsforeningen.

Her noterede Sadolin sig nemlig en klar forskel i måden, hvorpå udviklingen i kvindefodbolden blev italesat.

For selvom der hos Brøndby IF blev talt varmt om kvindefodbolden, stod det for Sadolin klart, at det er herrefodboldens succes, der sætter standarden, mens hun hæfter sig ved en vigtig nuance, som hun oplevede ved Game Changers arrangement:

– Kvindernes fodboldverden kræver et andet sprog. Et andet mindset. Et andet omklædningsrum. Netop her ligger kernen, skriver hun i debatindlægget og uddyber:

– Hvis kvindefodbolden blot kopierer mændenes model, mister vi det særlige, der kan gøre kvindesporten stærk på egne præmisser. Vi har brug for et fælles sprog for sport, men ikke en fælles kopi.

Hun henviser samtidig til begrebet ‘One Club Mentality’, hvor både herre- og kvindehold udvikles i én klub i en fælles retning, men på forskellige måder.

Sadolin arbejder med Brøndby Gymnasium selv for en udvikling af nye uddannelsesretninger inden for den erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse EPX, der kan kombineres med elitesport – også for kvinder.

En del af målet med dette er, at ungdomsafdelingen i Brøndby IF’s Masterclass i 2030 skal rumme både drenge og piger på lige vilkår, “men med trænings- og uddannelsesforløb tilpasset deres forskellige behov”.