Luna Gewitz ser tilbage på karrierestoppet: Jeg manglede et sted at gå hen

0
178
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

For halvandet år siden satte Luna Gewitz punktum for sin aktive karriere efter fem år som professionel i udlandet. Tilbage i Danmark blev mødet med den hjemlige fodboldmiljø dog en skuffelse.

Af Helene Dalskov Saidyleigh.

Da Kvinder i Fodbold for nyligt kunne fejre sit første leveår, var stemningen varm og engageret på en cafe i det indre København. Blandt deltagerne var Luna Gewitz, tidligere professionel fodboldspiller, tidligere landsholdsspiller og nu fodboldekspert på TV2. Hun sidder i organisationens advisory board og er en markant stemme i debatten om kvindefodboldens udvikling i Danmark.

– Jeg er så glad for, at denne organisation er kommet til verden. Man har et fællesskab omkring kvindefodbold, et sted, hvor man ikke bare vil have mere kvindefodbold, men også vil påvirke hele vores fodboldkultur i Danmark, fortæller Gewitz til Fodbold for Piger.

I første omgang efter karrierestoppet for 1,5 år siden var begejstringen over situationen i dansk kvindefodbold dog ikke helt det samme.

– Jeg blev faktisk overrasket, og lidt skuffet over, at der ikke var sket mere. Tværtimod. Det var frustrerende ikke at kunne se mig selv i det professionelle miljø herhjemme, fordi dansk kvindefodbold ikke havde rykket sig, siger hun.

Skuffelsen blev dog hurtigt omsat til handling.

– Jeg var ude og kritisere, at det ikke var blevet bedre. Jeg ville gerne bidrage og hjælpe med at gøre det bedre, påvirke udviklingen i en positiv retning. Men jeg manglede et sted at gå hen med den virkelyst. Derfor var det perfekt, at Kvinder i Fodbold blev oprettet. Jeg tror, at mange har haft det ligesom mig, fortæller hun.

Gewitz har flere gange peget på, at det stadig kræver mod at være kvinde i fodboldverdenen.

– Det er stadig udenfor normen at være kvinde i fodbold. Det er nærmest en aktivistisk rolle man har som kvinde, siger hun og understreger, at hun gerne bruger sin stemme til at skabe forandring:

– Jeg håber jeg kan være med til at sætte fokus på det her. Jeg har en lang erfaring som landsholdsspiller og professionel i udlandet, og den vil jeg gerne bruge. Derfor bruger jeg for eksempel også min rolle som ekspert på TV2 til at hjælpe A-ligaen med at vokse.

– Jeg tror vi er mange, der har savnet et sted at høre til, et sted, hvor man kan dele erfaringer, drømme og ambitioner. Det er dét Kvinder i Fodbold kan, siger Gevitz med et smil.

For Luna Gewitz handler Kvinder i Fodbold ikke kun om netværk, men om forandring.

Organisationen samler kvinder på tværs af roller i fodbold: spillere, trænere, ledere, dommere og eksperter. Målet er at skabe et stærkere fællesskab, der både kan støtte hinanden og løfte sporten som helhed.