Michelsen om pensioneret bomber: Havde været dejligt at kunne vælge hende

0
23
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Nadia Nadim har efter stoppet på det danske landshold scoret mål på samlebånd for HB Køge. Landstræner Jakob Michelsen havde gerne set hende som en fortsat kandidat til landsholdet. 

Nadia Nadim havde en aktiv sommer, hvor hun både meldte sit stop på landsholdet efter EM-slurunden i Schweiz, hvorefter hun vendte hjem til den danske liga og HB Køge.

Her er hun kommet fantastisk fra start, og har i den danske liga noteret sig for hele 11 mål i ni kampe.

Den flotte målform er også blevet bemærket af landstræner Jakob Michelsen, der i forbindelse med mandagens trupudtagelse erkendte, at han gerne ville have haft muligheden for at udtage den nu 37-årige målræv

– Nu kender jeg jo Nadia rigtig, rigtig godt. Hun er både en fanastisk fodboldspiller og et fantastisk menneske. Hun scorer efter behag i øjeblikket, og hun er i hvert fald rigtig dygtig, og det ville selvfølgelig have været dejligt også at kunne vælge hende, siger han på et pressemøde mandag. 

Michelsen har tidligere trænet Nadia i sin tid Aarhus-klubben Skovbakken, og siden da har de to holdt kontakten ved lige. Om landstræneren har forsøgt at få Nadim til at genoverveje landsholdskarrieren, vil han dog ikke ud med.

– Jeg snakker jævnligt med hende. Det gjorde jeg, da jeg var træner for hende for 20 år siden, og det har jeg gjort siden de seneste 18 år. Men hvad vi snakker om, det holder jeg mellem Nadia og jeg, siger Michelsen.

Nadia Nadim nåede i alt 108 landskampe med 38 mål til følge. Angriberen blev hyldet i forbindelse med Nations League-kampen mod Finland i Parken i seneste måned.