OB-spilleren Julie Jensen vil bruge foråret som assistenttræner på U19-holdet, hvorefter hun stopper som spiller ved kontraktudløb for i stedet at prøve sig af som træner.
Julie Jensen har med undtagelse af et enkelt år i Thy-Thisted spillet hele sin fodboldkarriere i Odense, hvor hun først var en del af ungdomsholdene i Odense Q og siden blev en fast profil hos OB.
Nu skal hun, til trods for at hun kun er 24-år, også repræsentere klubben som træner.
Efter nytår skal hun således være assistenttræner på U19 Liga-holdet, mens hun spiller forårssæsonen færdig med OB, hvorefter hendes kontrakt udløber. Her stopper hun samtidig sin aktive karriere for i stedet at gå trænervejen, oplyser Team Odense Q, der er det fynske talentcenter på Fyn, på sin Instagram profil.
Her oplyses det også, at den 24-årige forsvarsspiller lige nu er i gang med den træneruddannelse, der er lavet specielt for elitespillere og giver UEFAs B-Licens.
Julie Jensen kom selv til Team Odense Q som U12-spiller og har spillet mere end 100 førsteholdskampe for OB.
















