15-årigt AGF-talent skriver sin første kontrakt

0
20
Foto: AGF

AGF Kvindefodbold har sikret sig en af klubbens mest lovende ungdomsprofiler, efter 15-årige Dagmar Willemoes Jørgensen nu har underskrevet sin første kontrakt med klubben.

Den kun 15-årige offensive midtbanespiller, der sidste sæson blev kåret til Årets U16-spiller, tager dermed et markant skridt i sin udvikling.

Dagmar Willemoes Jørgensen har gennem længere tid imponeret i AGF, hvor hun trods sin unge alder spiller fast på klubbens U19 Pige DM-hold. Hun har i efteråret desuden været en del af AGF’s A-Liga-trup og trænet med førsteholdet som led i klubbens transitionsgruppe. Seniordebuten lader dog stadig vente på sig.

Ifølge Daniel Lauridsen, chef for AGF Kvindefodbold, er kontrakten et klart bevis på klubbens succes med talentudvikling.

– Dagmar står som et strålende eksempel på vores strategi om at udvikle egne spillere og bringe dem ind på førsteholdet. Siden hun kom til os fra VSK Aarhus, har hun været igennem en god udvikling og har hele tiden spillet over sin alder. Hun har allerede vist, at hun kan være med på seniorniveau og har gjort en forskel for U19, og vi er meget glade for nu at kunne lave den første kontrakt med Dagmar, siger Daniel Lauridsen til AGF’s hjemmeside.

Udover sine præstationer i AGF har Dagmar Willemoes Jørgensen også markeret sig på landsholdsniveau. I efteråret fik hun debut for det danske U16-pigelandshold og står allerede noteret for fire ungdomslandskampe.