BSF henter tidligere U-landstræner og ligatræner som ny Head of Coaching

0
183
Frank Johnsen er nu Head of Coaching på fuldtid i Brøndby IF. Foto: Brøndby IF

BSF har ansat Frank Johnsen som ny Head of Coaching til klubbens pigeakademi fra årsskiftet. 57-årige Johnsen kommer fra en lignende stilling i Brøndby IF, hvor han stoppede i sommer.

Når kalenderen rammer årets udgang, siger BSF farvel til Kenneth Nielsen, der siden 2023 har stået i spidsen for klubbens trænerudvikling som Head of Coaching på pigeakademiet. Afløseren er allerede fundet, og valget er faldet på den erfarne Frank Johnsen, som tiltræder i en fuldtidsstilling i samme rolle.

Frank Johnsen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og han kommer med en markant baggrund inden for pige- og kvindefodbold. Han har blandt andet været U16-landstræner samt cheftræner i Kvindeligaen for Sundby Boldklub, mens han senest har været ansat som Head of Coaching i Brøndby IF.

BSF sætter nu sin lid til, at han kan være med til at løfte akademiet yderligere. Talentchef Thomas Maale glæder sig over ansættelsen:

– Det er med stor glæde, at vi har ansat Frank Johnsen. Frank kommer med en masse erfaring fra pige- og kvindefodboldverdenen, som vi mener, at vi kan få stor glæde af. Jeg tror, at Frank kan være med til at føre os op på øverste niveau igen og bidrage med værdifulde input til, at vi kan rykke vores organisation – og ikke mindst kulturen omkring pigeakademiet, siger Thomas Maale til BSF’s hjemmeside.

Fokus på at bygge videre på et stærkt fundament

Frank Johnsen ser frem til at træde ind i rollen og til at videreføre det arbejde, som Kenneth Nielsen har stået i spidsen for:

– Mine forventninger til jobbet som HOC i BSF er, at jeg sammen med de stærke menneskelige ressourcer, der er i klubben, kan bygge videre på det gode arbejde, der allerede er lagt i pigeafdelingen. Jeg skal stå på skuldrene af det seriøse arbejde, den afgående HOC, Kenneth Nielsen, har udført, og jeg glæder mig til at udvikle videre på et solidt fundament, siger Frank Johnsen til BSF’s hjemmeside.

Johnsen understreger, at hans brede erfaring fra både landsholdsregi, ungdomsfodbold og seniorfodbold på højeste danske niveau skal komme akademiet til gode:

– Jeg tror, at jeg med min erfaring fra landshold, ungdom og seniorfodbold på højeste klubniveau i Danmark kan være med til at styrke miljøet yderligere i forhold til de krav og muligheder, der skal til for at kunne begå sig blandt toppen af dansk fodbold, siger  Frank Johnsen

Med ansættelsen af Frank Johnsen vil BSF med egne ord forsøge at tage endnu et skridt i ambitionen om at udvikle et stærkt og konkurrencedygtigt pigeakademi, der vil kunne måle sig med landets bedste.