AGF-træner efter stærkt efterår: Pigerne har tilpasset sig fantastisk

0
11
Foto: AGF

Efterårsgrundspillet er nu afsluttet, og AGF kan se tilbage på en markant fremgang, der kulminerede i en delt tredjeplads.

Cheftræner Claus Struck er tilfreds – ikke kun med resultatet, men med den udvikling holdet har gennemgået.

– Vi har skiftet meget ud i truppen, og det tog lidt tid at få tingene til at spille sammen, fortæller Claus Struck til AGF’s hjemmeside, da han ser tilbage på efterårets forløb.

– Efterhånden har vi fundet det udtryk, vi skal spille med, og den måde, vi gerne vil spille på. Pigerne har været virkelig, virkelig gode til at tilpasse sig, og det så rigtig godt ud mod slutningen.

AGF sluttede efteråret stærkt af med fem sejre i de sidste seks kampe – en slutspurt, som cementerede holdets placering i top-3. Men ifølge Claus Struck har tabellen ikke været i fokus i det daglige arbejde.

– Når vi kigger på tabellen, bliver vi selvfølgelig glade, siger Claus Struck og forsætter.

– Men det har ikke været det primære. Først og fremmest skulle vi sikre, at vi kom med i det rigtige slutspil – og det gjorde vi tidligt. Derefter handlede det om at udvikle spillet videre.

Især offensiven har taget store skridt i løbet af efteråret. Claus Struck peger på, at holdet netop her havde udfordringer i de første runder.

– Vi kæmpede lidt med det offensive spil i starten af sæsonen. Intentionerne var der, men vi lykkedes ikke helt i de første kampe, forklarer Claus Struck og forsætter. I de sidste kampe har vi derimod ramt det rigtig fint. Vi har fået sat spillet sammen på en måde, der giver os flere muligheder og mere kvalitet på bolden.

Med en stærk afslutning på efteråret og et offensivt udtryk, der nu fungerer, ser AGF frem mod slutspillet med optimisme og tro på, at udviklingen kan fortsætte.