Fortuna Hjørrings U16-piger går på vinterpause som nummer ét i U16 Piger Liga. Efter en stærk efterårssæson, hvor Fortuna-pigerne har vundet ni kampe og spillet to uafgjort, topper de ligaen med 31 point og en imponerende målscorer på 50-15
Den 6. december sluttede Fortuna Hjørrings U16-piger året af med at spille mod Farum BK på Right to Dream Park, hvor de overbevisende vandt 0-7.
Serjen var den niende i 11 kampe i U16 Piger Ligaen, og den sender Fortuna-pigerne på vinterpause med sikker førsteplads med 31 point – tre point foran FC Midtjylland på 2. pladsen.
Bag det imponerende efterår ligger et solidt fokus på spillerudvikling og stabilitet på banen, som har været nøglen til holdets succes.
Cheftræner Casper Krogh Madsen fremhæver holdets stabilitet som en af de største styrker.
– Selv på dage, hvor vi ikke har været på topniveau, har vi formået at hente point. Det har været en vigtig kvalitet i efteråret, siger han og fortsætter:
-Det er netop evnen til at præstere, selv når spillet ikke fungerer optimalt, der har gjort holdet så stærkt.
Offensivt har holdet vist sig at være teknisk dygtige og kreative, hvilket har gjort dem svære at lukke ned. Samtidig har defensiven været solid, og modstanderne har haft svært ved at finde vej til målet. Denne balance mellem offensiv flair og defensiv stabilitet har været afgørende for de gode resultater.
Dette fortæller Casper Krogh Madsen til FODBOLD FOR PIGER.
Selvom førstepladsen i ligaen naturligvis er en stor succes, understreger træneren, at spillerudvikling er den primære målsætning.
– Vores fokus er at udvikle spillerne både individuelt og som hold. Vi arbejder målrettet på at forberede dem til U19-niveau. Flere af holdets U16-spillere vil blive matchet op mod U19-holdet i løbet af sæsonen, når de er klar til det, fortæller cheftræneren
Det langsigtede mål er, at spillerne skal blive bedre på alle niveauer – teknisk, taktisk og mentalt.
“Det handler om at skabe spillere, der er klar til at tage næste skridt i deres udvikling”
Vinterpausen: Restitution og forberedelse
Vinterpausen er en tid til at lade op og forberede sig på forårets udfordringer. Casper Krogh Madsen fortæller, at de skal bruge pausen på at holde formen ved lige og sørge for, at spillerne er klar til at starte træningen igen den 6. januar. Det er en vigtig periode, hvor spillerne både får mulighed for at restituere og fokusere på at komme tilbage med fornyet energi.
Træneren vurderer, at niveauet i ligaen er generelt højt, selvom der indimellem er store sejre. Dette skyldes, at flere klubber vælger at rykke deres bedste U16-spillere op på U19-niveau. Han mener at det kan påvirke kvaliteten i U16-rækken, men det er en naturlig del af spillerudvikling, siger han. Det er et vilkår, som trænerteamet accepterer, da det er med til at udfordre spillerne og give dem den rette udvikling.
U16-holdet går på vinterpause med et stærkt udgangspunkt. De har ikke kun haft en god efterårssæson, men har også lagt et solidt fundament for fortsat udvikling. Med et klart fokus på at udvikle spillerne og forberede dem på højere niveauer, er fremtiden lys, mener han.
– Selvom førstepladsen er et resultat af hårdt arbejde, er det spillerudviklingen, der er i fokus. Efter vinterpausen venter forårets udfordringer – og holdet er klar til at tage dem op, afslutter den tilfredse cheftræner.

















