Her er alt du skal vide om FIFA Women’s Champions Cup

0
18
Foto: FIFA

I starten af 2026 finder en ny international klubturnering sted på kvindesiden, når FIFA Women’s Champions Cup afholdes i London.

I mange år har der på herresiden været afholdt et klub-VM af Fifa, og fra 2026 lanceres en kvindelig udgave.

Turneringen blev offentliggjort i starten af året, og siden er flere informationer på plads. Derfor har FODBOLD FOR PIGER her samlet dig alle relevante informationer om turneringen, der har fået navnet FIFA Women’s Champions Cup.

Turneringen vil bestå af de regerende kontinentale vindere fra FIFAs seks kontinentale forbund – UEFA (Europa), CAF (Afrika), AFC (Asien), CONCACAF (Nordamerika), CONMEBOL (Sydamerika) og OFC (Oceanien).

Turneringen vil blive afviklet i tre ud af fire år med undtagelse af det år, hvor en anden ny turnering – FIFA Women’s Club World Cup – afholdes, hvilket første gang sker i 2028. Modsat FIFA Women’s Champions Cup vil det officielle klub-VM bestå af endnu flere hold, nemlige hele 19.

I Women’s Champions Cup deltager altså seks hold. Første runde, der allerede er afviklet, bestod af en kamp mellem de asiatiske mestre og mesterholdet fra Oceanien. Her vandt kinesiske Wuhan Jianghan over australske Auckland United med 1-0.

Det betød, at Wuhan Jianghan i 2. runde mødte de afrikanske mestre, marrokanske FAR Rabat, der efter forlænget spilletid spillede sig videre til semifinalerne.

Her venter de de europæiske mestre fra Arsenal, mens de nordamerikanske mestre fra New York-klubben Gotham FC møder de sydamerikanske mestre, brasilianske Corinthians.

Vinderne af disse opgør mødes i finalen, mens taberne mødes i kampen om tredjepladsen. Både semifinaler, bronzekamp og finale spilles i den engelske hovedstad London.

Her spilles begge semifinaler på Brentford Community Stadium, mens både bronzekamp og finale spilles på Arsenals hjemmebane, Emirates Stadium, der har plads til mere end 60.000 tilskuere. Billetter til finalen koster mellem 85 og 510 kroner.

Semifinalerne spilles 28. januar, mens bronzekamp og finale spilles 1. februar.