Fortuna Hjørring og cheftræner Lene Terp har indgået en ny aftale, der forlænger samarbejdet med et år. Den nuværende kontrakt stod ellers til at udløbe ved årsskiftet.
Fortuna Hjørring og cheftræner Lene Terp har indgået en ny aftale, der forlænger samarbejdet med et år. Den nuværende kontrakt stod ellers til at udløbe ved årsskiftet, men klubbens ledelse var ikke i tvivl om, at samarbejdet skulle fortsætte.
Den 52-årige Lene Terp har haft stor succes siden hun i 2023 kom til klubben. I sommer var hun med til at sikre Fortuna både mesterskabet og pokaltitlen – den såkaldte “double” – og i efteråret har hun bidraget til udviklingen af flere landsholdsspillere fra Hjørring-truppen. Samtidig markerede holdet sig stærkt i Europa Cuppen.
Klubformand Karina Bech Jensen glæder sig over kontraktforlængelsen og fremhæver Terps betydning for klubbens udvikling.
– Lene har været med til at forandre Fortuna i en positiv retning gennem sine to år i klubben. Højdepunktet var naturligvis “The double”, men vores fokus er også på at bringe klubben tilbage i toppen af dansk kvindefodbold og som fast leverandør til de danske ungdoms- og A-landshold. Det er Lene den rette til, siger Karina Bech Jensen i en pressemeddelelse.
Hovedpersonen selv deler begejstringen for at fortsætte i Hjørring og ser store muligheder i klubben.
– Der er et stort potentiale i Fortuna, og jeg kan godt lide at arbejde med kombinationen af internationale spillere og unge talenter. Mit fokus er at udvikle spillerne, og det kan jeg få lov til her, hvor især akademiet giver nogle helt særlige muligheder, siger Lene Terp i en pressemeddelelse.
I efteråret blev Lene Terp optaget i Hall of Fame for sin mangeårige indsats for dansk kvindefodbold. Trods anerkendelsen og tidligere succeser nedtoner hun forventningerne til den kommende sæson. En gentagelse af “The double” er allerede udelukket, da Fortuna røg tidligt ud af pokalturneringen, og mesterskabet bliver vanskeligt at genvinde.
– Det bliver meget svært at genvinde et mesterskab, da vi ikke har det forspring, som vi stod med sidste år. Men naturligvis går jeg altid efter at vinde, siger Lene Terp.
Fortuna Hjørring går ind til forårets slutspil i A-ligaen, hvor der venter 10 kampe fra midten af marts. Holdet ligger aktuelt på andenpladsen med 29 point efter 14 kampe. Køge topper rækken med 32 point, mens Brøndby indtager tredjepladsen med 24 point.

















