Næstved HG’s cheftræner Arne Ringsing glæder sig over holdets taktiske udvikling i efteråret, hvor det ikke lykkedes holdet at sikre sig en plads i forårets kvalifikationsspil.
Næstved HG gik ind til sæsonen i B-Liga med en målsætning om en plads i top-4 og dermed en plads i forårets kvalifikationsspil.
Efteråret sluttede dog skuffende med 13 point i 14 kampe for Næstved, hvilket blot rakte til en 6. plads, og man var samtidig et stykke efter Østerbro på fjerdepladsen.
Cheftræner og sportschef Arne Ringsing erkender da også, at det har været et udfordrende efterår, hvilket en smal trup har været medvirkende til.
– Efteråret har været præget af både udfordringer og udvikling. Vi nåede desværre ikke vores egen målsætning om at slutte mindst som nummer fire. Vi har været en lidt smallere trup end normalt, og vores spillende træner, Louise Ringsing, har ikke spillet på grund af graviditet, siger han til FODBOLD FOR PIGER og uddyber:
– Samtidig har vi haft en del skader, hvilket har påvirket kontinuiteten og relationerne mellem spillerne i mange af kampene. På trods af det har vi fået værdifuld erfaring og spilletid til flere af vores unge talenter.
Ringsing glæder dig sig over, at holdet trods sine resultatmæssige udfordringer har rykket sig på det taktiske plan.
Næstved må nu indstille sig på en forårssæson, hvor fokus bliver at udvikle holdet til næste sæsons grundspil i B-Liga, eftersom der hverken er op- eller nedrykning på spil for dem.
















