Den tidligere Fortuna Hjørring-assistenttræner Elena Sadiku er blevet ansat i den svenske mesterklub BK Häcken, hvor hun bliver træner for Stine Sandbech, Emilie Byrnak, Johanna Fossdalsa og Pernille Sanvig.
Tidligere på efteråret sikrede BK Häcken sig det svenske mesterskab, men kort efter måtte klubben alligevel sige farvel til succestræneren Mak Lind, der skiftede til amerikanske North Carolina Courage.
Nu har danskerklubben så fundet sin nye træner. Klubben har således bekræftet tilgangen af Elena Sadiku, der er hentet hos skotske Celtic. Her har hun haft stor succes ved at føre klubbens kvinder til det første skotske mesterskab, mens hun også fik holdet i Champions League i 2024.
– Jeg har altid fulgt BK Häcken og har været inspireret af deres strategi, vision og ambitioner, siger hun til klubbens hjemmeside.
32-årige Sadiku har tidligere været forbi dansk fodbold, hvor hun både nåede at være akademidirektør og assistenttræner for Brian Sørensen på klubbens førstehold. Herefter var hun forbi Eskilstuna i hjemlandet, inden hun igen arbejdede under Sørensen som U21-træner i Everton.
I Häcken kommer hun til at råde over fire danskere spillere: Stine Sandbech, Emilie Byrnak, Johanna Fossdalsa og Pernille Sanvig.
Sadikus første opgave som Häcken-træner bliver den 11. februar, når holdet møder islandske Breidablik i kvartfinalen i UEFA Women’s Europa Cup.
















