Udlejet Nordsjælland-stopper skifter permanent til Lillestrøm

0
49
Foto: FC Nordsjælland.

Sarah Toffts ophold i norsk fodbold bliver nu gjort permanent. Den 20-årige forsvarsspiller skiftede i februar fra FC Nordsjælland til Lillestrøm på en lejeaftale.

Sarah Toffts ophold i norsk fodbold bliver nu gjort permanent. Den 20-årige forsvarsspiller, der i februar skiftede fra FC Nordsjælland til Lillestrøm på en lejeaftale, fortsætter karrieren i Norge, efter at aftalen er blevet konverteret til en fast kontrakt.

LSK sluttede den netop overståede sæson som nummer fire i den bedste norske række, Toppserien, og her har Tofft spillet en markant rolle. Siden sommer har hun været fast del af startopstillingen, og det er samtidig blevet til tre scoringer for den unge dansker.

Efter fem år i FC Nordsjælland, hvor hun kom til klubben som U16-spiller og blev formet på klubbens akademi, føler Tofft, at tiden er moden til næste skridt i karrieren.

– Jeg har haft fem virkelig gode år i Nordsjælland, som jeg altid vil se tilbage på med glæde. Jeg kom til som en ny og uerfaren centerback, men har udviklet mig ekstremt meget både som spiller og som person, siger Sarah Tofft til FC Nordsjællands hjemmeside.

Hun fortæller samtidig, at hun er faldet rigtig godt til i Lillestrøm, både på og uden for banen.

– Jeg er faldet virkelig godt til i Lillestrøm og Norge. Der er mange dygtige folk i og omkring klubben, og pigerne har taget utrolig godt imod mig. Spillemæssigt er det også begyndt at flaske sig på det høje niveau i Toppserien, så det har alt i alt været et rigtig godt år, lyder det fra forsvarsspilleren.

Selvom fremtiden nu ligger i Norge, understreger Tofft, at FC Nordsjælland fortsat har en særlig plads i hendes hjerte.

– FC Nordsjælland vil altid betyde noget helt særligt for mig, og jeg er evigt taknemmelig for alle de minder og venskaber, jeg har fået i klubben, afslutter hun.