Brøndby erkender økonomisk udfordring i kampen med HB Køge

0
48
Foto: Brøndby IF Women

Brøndby IF har i de seneste transfervinduer været i dialog med en lang række profiler fra dansk og international kvindefodbold.

Brøndby IF’s Head of Women’s Football, Kim André Pedersen forholder sig både realistisk og selvironisk til, at Brøndby IF i de seneste transfervinduer har været i dialog med en lang række profiler fra dansk og international kvindefodbold. Alligevel er flere af spillerne endt i HB Køge. Et mønster som Brøndby IF må forholde sig til.

– Simone Bøje, Maj Wendicke, Rikke Marie Madsen, Mille Gejl, Nadia Nadim. Alle er de spillere vi også har snakket med. Så jeg overvejer snart at ringe til HB Køge og spørge, om jeg er ansvarlig for deres handler og deres scout, for hver gang vi snakker med dem, så ender de der, siger Pedersen med et smil.

Bag joken gemmer der sig dog en reel udfordring. Ifølge Pedersen handler forskellen i mange tilfælde om økonomi – og om to klubber med vidt forskellige forudsætninger.

– Det handler jo om økonomi, og det har jeg talt med mange om før. Der må vi blive mere bæredygtige, hvis vi på sigt skal kunne konkurrere på samme vilkår, forklarer han.

Pedersen lægger ikke skjul på, at Brøndbys økonomiske råderum er markant mindre end konkurrentens.

– Vores økonomi er ganske langt fra deres. Vi er en anden type klub. Jeg vil sammenligne det lidt med forskellen på FCK og Brøndby. Vi er på mange måder en arbejderklasseklub, en folkelig klub, mens de måske er længere fremme med en anden og mere kommerciel profil.

Den forskel afspejler sig også i spillerrekrutteringen. Brøndby har blandt andet haft lange og grundige samtaler med Simone Bøje, som endte med at vælge HB Køge.

– Hun er en fantastisk spiller og en stærk personlighed. At hun endte i HB Køge har sikkert flere årsager end kun økonomien, men det er klart, at det også spiller en rolle, siger Pedersen.

Det samme gør sig gældende for Maj Wendicke, som ligeledes var på Brøndbys radar. Men i stedet for at forsøge at matche lønniveauer, som klubben ikke kan eller vil konkurrere med, har Brøndby valgt en anden strategi.

– Når vi konkurrerer med HB Køge, så må vi konkurrere på kultur, miljø, historie og stolthed mere end på økonomi og løn, fastslår Pedersen.

Netop klubbens identitet og værdier er ifølge ham afgørende i rekrutteringsarbejdet.

– Vi ser efter spillere, der passer ind i den kultur, vi har her, og som kan identificere sig med vores måde at være klub på. Det er en del af vores DNA.

Selvom Brøndby aktuelt må se sig overhalet økonomisk, er Pedersen fortrøstningsfuld på længere sigt.

– Over tid tror jeg, vi kommer til at se, at det kan ændre sig. Men indtil da ved vi godt, hvem vi er – og hvad vi kan tilbyde.