Brøndby IF afviser konkrete aftaler i Borbye-rygter

0
53

Rygterne har de seneste uger svirret omkring Brøndby IF-profilen Linnea Borbye og et muligt skifte til svenske Hammarby.

FODBOLD FOR PIGER har talt med Brøndby IF’s Head of Women’s Football, Kim André Pedersen, om rygterne der de seneste uger har svirret omkring Brøndby IF-profilen Linnéa Borbye og et muligt skifte til svenske Hammarby.

Men ifølge Brøndby IF’s Head of Women’s Football, Kim André Pedersen, er der tale om spekulationer, der er løbet foran virkeligheden.

– Jeg kender godt til historien og de processer, der har været. Jeg synes, det er lidt synd for Linnéa, fordi når det kommer ud i danske medier, at hun næsten har skrevet under med Hammarby, så er det ganske langt fra sandheden, siger Pedersen.

Interessen fra Hammarby er dog reel. Den svenske storklub står foran en større genopbygning, efter at en lang række spillere har forladt truppen, og her passer Borbye godt ind i profilen.

– Hammarby har jo snart sagt farvel til 10 spillere, så de er nødt til at forstærke hele holdet. Og der er Linnea en spiller, de har kigget på, og det giver rigtig god mening, forklarer han.

Hos Brøndby er der samtidig stor tilfredshed med Borbye, der fortsat er en vigtig del af truppen.

– Jeg er meget glad for Linnéa og synes, hun er en rigtig, rigtig god spiller, understreger Pedersen.

På nuværende tidspunkt er der dog ikke tale om konkrete forhandlinger eller et tilbud, Brøndby kan forholde sig til.

– Hammarby har vist interesse, men de er ikke kommet med noget konkret, som vi kan gå med på lige nu. Men det kan selvfølgelig ændre sig, siger han.