Brøndby IF belønner ung angriber med kontrakt

0
169
Foto: Brøndby IF

Efter en stærk udvikling har 17-årige Melanie Frandsen sat sin underskrift på en kontrakt med Brøndby IF.

Brøndby IF har skrevet kontrakt med den 17-årige angriber Melanie Frandsen, der er et produkt af klubbens talentmiljø. Hun kom til Brøndby IF fra Greve Fodbold som 14-årig og har gennem knap fire år i klubbens talentmiljø arbejdet målrettet med sin udvikling. Som en del af U16 Talent har hun taget markante skridt og har gennem de seneste sæsoner bevæget sig fra ungdomsniveau til fast træning med A Liga-truppen.

Head of Recruitment i Brøndby IF, Kenneth Kretschmer Petersen, fremhæver Melanie Frandsens offensive kvaliteter og den udvikling, hun har gennemgået det seneste år.

– Melanie er et virkelig stort angrebstalent med mange forcer. Hun er særligt stærk, når hun er retvendt, hvor hun er ubehagelig for enhver forsvarsspiller, men hun er også dygtig fejlvendt og en god afslutter i feltet. Hun har taget store skridt det seneste år, især fysisk og mentalt, siger Kenneth Kretschmer Petersen.

Melanie Frandsen har i den seneste periode fået værdifuld erfaring i A Liga-truppen og har været med til hele opstarten i 2026. Kontrakten ses som et naturligt næste skridt i hendes fortsatte udvikling, og for den unge angriber selv har aftalen stor betydning.

– Det betyder rigtig meget for mig at skrive kontrakt med Brøndby IF. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for i lang tid, og det bekræfter mig i, at jeg er på rette vej. At træne fast med A Liga er meget udviklende. Tempoet er højere, kravene større, og jeg lærer noget hver dag. Jeg er stolt over den tillid jeg får, og er motiveret for at tage næste skridt.