Brøndby IF styrker offensiven og øger bredden i truppen

0
195
Foto: Brøndby IF Women

Brøndby IF’s Head of Women’s Football, Kim André Pedersen sætter ord på et transfervindue, hvor særligt den offensive del af truppen er blevet prioriteret indtil nu.

Brøndby IF’s kvindehold står stærkere ved indgangen til forårssæsonen, end da spillerne gik på ferie. Det vurderer klubbens Head of Women’s Football, Kim André Pedersen i et interview med FODBOLD FOR PIGER, efter et transfervindue, hvor særligt den offensive del af truppen er blevet prioriteret.

– Jeg tror, vi står på et bedre sted end før vi gik ind i ferien, siger han og peger på flere markante tilføjelser, der både skal løfte kvaliteten og øge konkurrencen i truppen.

En af de vigtigste forstærkninger er tilgangen af en ny angriber: Den 21-årig finske landsholdsspiller, Lilli Halttunen som tilfører Brøndby en fysisk dimension, holdet har manglet.

– Hun er fysisk robust og stærk, og det er en type spiller, vi ikke har haft, efter at både Julie Klæbo og Mathilde Rasmussen har været ude med længere skader. Der har vi fået en dimension, som vi har savnet, forklarer Pedersen.

Derudover har Brøndby hentet endnu en offensiv spiller med international baggrund. Den schweizisk-brasilianske Chiara Messerli kommer fra norsk fodbold og har været på Brøndbys radar i længere tid.

– Det er en spiller, vi har fulgt i mindst et år. Hun er teknisk stærk, rigtig god med bolden og faktisk den spiller, der præsterede bedst i vores løbetest, da vi startede op efter ferien, fortæller Pedersen.

Hun forventes at komme i spil på enten venstrekanten eller den offensive midtbane, hvor hun skal konkurrere med de eksisterende profiler.

– Hun er lidt mere en finessespiller, så hun bliver en spændende udfordrer til de spillere, vi allerede har, siger han.

Ud over de nye tilgange kan Brøndby også glæde sig over, at to spillere nu er tilbage efter fravær i efteråret. Midtbanespilleren Martina Brodsyk er igen i fuld træning efter seks måneders skadepause.

– Hun er en rigtig, rigtig dygtig spiller og ser meget, meget god ud, selvom hun har været ude i lang tid, siger Pedersen.

Samtidig er Cecilie Buchberg tilbage i truppen efter graviditet og er i gang med en gradvis genoptræning.

– Vi ved ikke helt endnu, hvordan forløbet bliver, men Cecilie på sit bedste er en klar forstærkning for os – både i forhold til kvalitet og konkurrencen på holdet, fastslår han.

Samlet set vurderer Kim André Pedersen, at Brøndby IF med de nye tilgange og tilbagevendte profiler har fået øget både bredden og dybden i truppen.