Danmarks første kvindefodboldpodcast lukker – nyt format med Verner Bager og Kathrine Larsen på vej. Efter 97 udsendelser takker Danmarks første ugentlige podcast om kvindefodbold af.
Kvindefodboldpodcasten er slut efter 97 udsendelser. Dermed sættes punktum for Danmarks første ugentlige podcast, der udelukkende har haft fokus på kvindefodbold. Podcasten nåede i alt 97 udsendelser og har gennem flere år givet stemme til spillere, trænere og ildsjæle i dansk og international kvindefodbold. I stedet lanceres et nyt ambitiøst podcastformat med øget sportsligt fokus og stærke profiler bag mikrofonerne
Værten på podcasten har været Verner Bager, som sammen med en række markante medværter og gæster har formidlet historier, analyser og interviews fra kvindefodboldens verden.
– Det har været en kæmpe fornøjelse at dele passionen for kvindefodbold med lytterne og give plads til de mange stærke stemmer, sporten rummer, lyder det fra Verner Bager i forbindelse med lukningen.
Podcasten sender samtidig en stor tak til de mange gæster, der har bidraget til udsendelserne, samt til samarbejdspartnerne Forenet Kredit og Beam Audio, der har støttet projektet gennem hele perioden.
Selvom Kvindefodboldpodcasten lukker, er det ikke et farvel til podcastmediet. Et nyt format er allerede på vej. Podcasten får titlen Vores Stjerner og bliver en del af Vores Liga-universet. Også her bliver Verner Bager vært – denne gang sammen med den tidligere landsholdsmålmand Kathrine Larsen.
Det nye podcastformat vil fortsat tage udgangspunkt i interviews med nogle af de største profiler i kvindefodbolden, men med et endnu større fodboldfagligt fokus. Lytterne kan se frem til dybdegående analyser og tættere dækning af danske spillere i Champions League og de største internationale ligaer, kombineret med Kathrine Larsens personlige erfaringer fra en karriere, der har bragt hende til Sverige, Norge, Australien, Italien og flere danske mesterskaber.
Samtidig indledes et samarbejde med Kickoff Media, der også står bag platforme som Vores A-Liga og Fodbold for Piger. Ambitionen er at styrke og samle Danmarks mest omfattende univers for pige- og kvindefodbold på tværs af podcast, sociale medier og websites.
Skriv endelig, hvis du vil høre mere om konceptet, målgruppen, forventet rækkevidde og pris. Og kan du se muligheder i kombinationen af klub-, liga- og landsholdspodcast, med sociale medier og websites, så skriv til Jacob Pfeiffer fra Jacob Pfeiffer Vores Liga/ FODBOLDFORPIGER/ KICKOFFMEDIA på redaktion@fodboldforpiger.dk.

















