I FC Thy-Thisted satser man ungt, og klubben har nu rykket to talenter fra u19 permanent op i førsteholdstruppen.

Når kvalifikationsspillet til A-ligaen bliver sparket igang i midt marts, så kommer der mange nye ansigter at finde i trupperne rundt om, og I FC Thy-Thisted har man valgt at fokusere udviklingen i truppen efter ungdommen. Det kommer tydeligt til syne, da man har valgt at rykke to spillere fra u19 op i førsteholdstruppen.

De to er offensivspilleren Laura Groth og keeperen Catrine Vendelbo, som begge har gjort sig synlige på U19-holdet, og derfor belønnes en fast plads i førsteholdstruppen.

Laura Groth har officielt været en del af førsteholdstruppen siden slutningen af 23/24-sæsonen, men annoceres nu af klubben selv. Thy-Thisted beskriver Groth, som en stor og stærk offensiv spiller, der kommer med en unik pakke, som de gerne vil høste videre på. Samtidig ved hun, hvor målet står. Det viste hun i sidste sæson, da hun blev topscorer for Thy-Thisted i u19 Divisionen med 13 mål.

Sammen med hende er det den unge keeper, Catrine Vendelbo, der også er blevet indlemmet i førsteholdstruppen. Hun beskrives som træningsvillig, moden og i en udvikling, som klubben ser positivt på. Den unge keeper skal være med til at styrke keeperteamet, hvor hun i fast tilknytning til førsteholdstruppen kan udvikle sig i den rigtige retning.

I Thy-Thisted har man valgt at satse på ungdommen, og derfor er man glade for at kunne indlemme to spillere fra egen avl på førsteholdet. Cheftræner Stefan Vendelbo Madsen ser et stort udviklingspotentiale i dem begge og ser det som et stort skridt i den rigtige retning for klubbens strategi:

– Det er vigtigt for os at give vores egne unge spillere en tydelig vej til 1. holdet. Groth og Cat har arbejdet hårdt, vist stor dedikation, loyalitet og de fortjener deres plads i truppen. De er gode eksempler på, at vi virkelig vil udvikle vores unge mennesker både på og udenfor banen, udtaler Stefan Vendelbo Madsen til klubben selv.

FC Thy-Thisted skal spille om én af de fire oprykningspladser til A-ligaen, når foråret og kvalifikationsligaen bliver skudt i gang i marts.