Flere velkendte ansigter er at finde på de otte hold, der skal konkurrere i Sensational League – en ny satsning indenfor kvindefodbolden.
Sensational League er en ny og innovativ sportsturnering i Danmark for kvinder, der starter i København i foråret 2026, hvor en stor del af målet ligger i at fremme synligheden af kvindefodbolden.
Konceptet er en 7v7-turnering, hvor otte hold konkurrerer mod hinanden. De otte hold har hver ti spillere og én holdkaptajn, der også er profilnavn. I blandt de otte holdkaptajner er navne som Theresa Eslund, Rikke Seveche og Cecilie Schmeichel at finde, hvor også flere tidligere landsholdspillere fylder pladserne ud.
De otte holdkaptajner har hver draftet ti spillere til deres hold, og i blandt navnene er flere velkendte.
På de netop udkomne hold er flere tidligere landsholdsspillere at finde, f.eks. Cathrine Paaske Rydahl, der har været kåret som årets spiller tre gange i karrieren tilbage i 00’erne. Derudover kan nævnes spillere som Tine Cederkvist og Maja Ring Kildemoes.
Flere aktuelle fodboldspillere har også fundet plads mellem de 80 udvalgte. Mest tydelig er HB Køge-spilleren Rebeka Vinther, der for nyligt forlængede sin lejeaftale med OB. Assistenttræner i AGF, Marie Lynge Olesen, er endnu en af de draftede spillere, som til sommer skal sparke Sensational League igang for allerførste gang.
Sensational League er skabt af to kvindelige iværksættere, Bettina Kupperman og Majken Gilmartin. Læs mere om konceptet her.
For at se alle 80 draftede spillere, så er de blevet offentliggjort på Sensational Leagues instagram.

















