Janelle Cordia, sportschef i Fortuna Hjørring, roser HB Køges markante transfer, men tror stadig på klubbens egen strategi frem mod mesterskabsspillet.

Januars transfervindue har allerede budt på flere markante overraskelser, både nationalt og internationalt. I Danmark har særligt Simone Boyes hjemkomst til HB Køge trukket store overskrifter. Forsvarsspilleren vender dermed tilbage til dansk fodbold efter flere år i udlandet og bliver endnu et markant navn i en i forvejen profileret HB Køge-trup.

Hjemkomsten af Boye er langt fra et enkeltstående tilfælde. I løbet af efteråret har HB Køge også sikret sig profiler som Nadia Nadim, Mille Gejl og Rikke Marie Madsen – en transferaktivitet, der afspejler klubbens ambitioner.

Det har samtidig kastet sportslige resultater af sig, da HB Køge topper grundspillet i A-ligaen og nok er favoritter til mesterskabet.

HB Køges muligheder på transfermarkedet peger på et større økonomisk råderum end hos flere af konkurrenterne. Det bekræfter Janelle Cordia, sportschef i Fortuna Hjørring, som anerkender budgetforskellene i den danske A-liga. Alligevel ser hun positivt på udviklingen:

– Selvfølgelig har man fulgt med, og jeg synes faktisk, det er fedt. Simone Boye er en virkelig stærk spiller at få hjem til den danske liga. Det er dejligt, at der er nogen, som sætter sig på kvindefodbolden på den måde, siger hun.

Fortuna Hjørring er i øjeblikket HB Køges største udfordrer i kampen om titlen, og selvom klubben ikke har samme budget, så har man en klar strategi for fortsat at være konkurrencedygtig. Her peger Cordia på stabilitet og et internationalt miljø som nøgleelementer.

– Vi skal bare finde ud af, hvordan vi kan konkurrere. Vi har haft stor succes med den stabilitet, vi har haft i holdet, og det bliver vi ved med. Samtidig har vi et internationalt miljø, hvor vi kan tage spillere ind fra forskellige lande. Det giver vores unge danske spillere mulighed for at få international erfaring, uden at de behøver tage skridtet ud, forklarer hun.

HB Køge topper A-ligaen med 32 point. Fortuna Hjørring er lige efter med 29 point. Mesterskabsspillet sparkes i gang den 14. marts.