17-årige Andrea Thierry har skrevet kontrakt med Kolding IF efter en stærk udvikling.
Siden skiftet fra FC Midtjylland i sommer er Andrea Thierrys udvikling i Kolding IF nu blevet belønnet med en kontrakt. Den unge angriber har erfaring fra alle danske ungdomslandshold og er et spændende offensivt talent i dansk fodbold.
Andrea Thierry glæder sig over kontrakten med Kolding IF og peger på rammerne i klubben som en vigtig faktor.
– Jeg er rigtig glad og taknemmelig over at skrive under med Kolding IF. Siden jeg startede i klubben i sommers, har min udvikling kun gået den rette vej, og det skyldes blandt andet det gode træningsmiljø samt den dedikerede trup og stab, der er i klubben. Jeg ser meget frem til at se, hvad den kommende sæson vil bringe, siger Andrea Thierry.
Kolding IF’s cheftræner Lasse Skovhøj ser også et stort potentiale i den unge angriber og fremhæver både hendes arbejdsindsats og sportslige udvikling.
– Andrea har spillet sig mere og mere ind på holdet og har vist, at hun kan gøre en reel forskel – også i Kvindeliga-kampe. Hun er læringsparat, arbejder ekstremt målrettet og stiller store krav til sig selv hver eneste dag. Hendes næste skridt er at etablere sig fast på seniorniveau, og det er præcis den rejse, vi gerne vil facilitere her. Andrea har en enorm hurtighed og har særligt forbedret sine bevægelser i dybden, hvilket giver endnu en dimension til hendes spil, siger Lasse Skovhøj.

















