Kolding IF styrker truppen med ungt talent

0
160
Foto: Kolding IF

19-årige Signe Søndergaard skifter til Kolding IF, hvor hun skal bidrage offensivt og udvikle sig på seniorniveau.

Tidligere i januar sikrede Kolding IF kontrakt med det offensive talent Andrea Thierry, og nu fortsætter klubben arbejdet med at styrke truppen med unge offensive spillere. Som næste tilføjelse til truppen kommer 19-årige Signe Søndergaard, der fremover skal spille i den hvide trøje. Den unge offensivspiller kommer fra Fortuna Hjørring, hvor hun har fået sine første erfaringer med seniorfodbold og samtidig spillet en række kampe for de danske ungdomslandshold.

For Signe Søndergaard handler skiftet til Kolding IF om

at finde det rette miljø til næste fase i karrieren. Hun glæder sig til at bidrage til holdet og samtidig udvikle sine egne færdigheder på højere niveau.

– Jeg glæder mig virkelig til at starte i Kolding. Klubben er kendt for at satse på unge talenter, og det var noget af det, der trak mig hertil. Den plan, de har lagt for min udvikling, giver rigtig god mening for mig, og det føles som det helt rigtige næste skridt for mig i min udvikling, siger Signe Søndergaard.

Hos Kolding IF er der også stor tilfredshed med tilgangen, og klubben glæder sig over, at det styrker truppen og samtidig giver plads til talentudvikling. Cheftræner Lasse Skovhøj fremhæver især Signe Søndergaards offensive kvaliteter og hendes personlige indstilling.

Hun er en dynamisk spiller med markante offensive kvaliteter og passer rigtig godt ind i den profil, vi kigger efter – en direkte og gennembrudsstærk spiller, som kan udfordre modstanderen på flere måder. Som person har hun allerede givet et rigtig godt indtryk. Hun har store ambitioner, er imødekommende og falder helt sikkert hurtigt til i truppen, siger Lasse Skovhøj.

Husk at du kan følge alle vinterens transfers fra Danmark og udlandet i FODBOLD FOR PIGERs store transferoverblik her: