Efter ny træneransættelse: OB vil øge fokus på egne talenter

0
447
Foto: OB Q

OB fortsætter arbejdet med klubbens strategiske satsning Identitet OB og intensiverer nu fokus på egenudviklede spillere. Det sker med ansættelsen af Kasper Mayland Kjærsgaard som ny cheftræner for klubbens kvindehold.

For nylig præsenterede OB klubbens nye cheftræner, da man hentede Kasper Mayland Kjærsgaard i Kolding IF som afløser for Peer Lisdorf.

Ifølge sportsdirektør Troels Bech er valget af Kasper Mayland et klart signal om den retning, OB ønsker at gå i.

– Kasper er ung, fynsk og dedikeret som få. Og så medbringer han værdifuld erfaring med både talentudvikling, transition og A-liga, siger Troels Bech til OB’s hjemmeside.

Og netop klubbens talentudvikling skal ses som en central del af ansættelsen af Mayland. Klubben vil således øge fokus herpå.

– I forlængelse af arbejdet med Identitet OB vælger vi at intensivere det strategiske fokus på egenudviklede spillere. Det ses i de nyligt indgåede kontrakter med egne unge spillere, og nu gør vi det endnu tydeligere med valget af Kasper Mayland som ny cheftræner.

Jagter hurtig tilbagevenden til A-Liga

Kvindeholdet i OB står foran et vigtigt forår, hvor ambitionen er klar: Holdet skal tilbage i landets bedste række. Målet er at ende blandt de fire bedste i Kvalifikationsligaen og dermed sikre oprykning. Samtidig bliver foråret også startskuddet til en sportslig udvikling med fokus på spillestil og udtryk.

Den nye cheftræner ser frem til opgaven og lægger ikke skjul på, at der venter et omfattende arbejde.

– Der venter en stor opgave for mig og holdet. Vi kommer til at kigge på spillestilen, hvor vi skal til at sætte en ny retning og lave et gearskifte. Vi får rigeligt at se på – både på banen men også udenfor banen, siger Kasper Mayland Kjærsgaard til klubbens hjemmeside.

Også i OB’s talentafdeling er der stor tilfredshed med ansættelsen. Talentchef Mikkel Bo Mikkelsen fremhæver Maylands evne til både at udvikle holdets samlede udtryk og den enkelte spiller.

– Han er en tydelig træner med en fremadrettet spillestil, og han har igennem sin trænergerning vist, at han både kan arbejde med holdets samlede udtryk og samtidig udvikle den enkelte spiller, siger han til OB’s hjemmeside.