Efter et stærkt grundspil i B-Ligaen, hvor Østerbro IF sluttede på en flot 4. plads, venter nu et forår fyldt med spænding, overpræstationer og potentielle overraskelser.
Cheftræner Michael ‘Pixi’ Andersen lægger i et interview med FODBOLD FOR PIGER ikke skjul på, at ambitionsniveauet er højt, selvom klubben på papiret står over for markant stærkere modstandere i oprykningsspillet.
– Foråret bliver en vild omgang, siger ‘Pixi’ med et smil. Ser man nøgternt på tabellen, så vil vi ende omkring en 6. plads lige efter FC Thy Thisted. Men det er ikke vores målsætning.
Tværtimod. På Østerbro drømmer man om at blande sig, hvor det for alvor er sjovt – også selvom det kræver, at holdet rammer et niveau over, det forventede i flere kampe.
– Vi skal op og være med i toppen. Det kræver et par overraskelser og, helt ærligt, at vi overpræsterer i en del kampe. Men det er netop det, der gør det spændende, forklarer cheftræneren.
Østerbro IF går ind i foråret som en af de klubber uden store kontrakter og økonomisk rygstød, og det mærkes i sammenligningen med konkurrenterne. Derfor er forstærkninger også på tegnebrættet.
– Vi skal helt sikkert hente et par spillere ind, så vi kan holde niveau hele foråret. Mange af de klubber, vi møder, står stærkere alene fordi de har kontrakter – det har vi ikke, siger ‘Pixi’.
Alligevel er troen på projektet intakt. I klubben lever man efter en enkel filosofi, som formand Torben Friberg ofte minder alle om.
– Vi spiller jo for at vinde, som Torben siger – og det gælder også nu. En 5. plads vil ikke være en skuffelse, men en 4. plads er målet. Det vil være en kæmpe præstation for en klub som vores, understreger cheftræneren.
Grundet det kommende strukturændring i de øverste danske ligaer, vil hele fire af Kvalifikationsspillet seks hold få en plads i næste sæsons A-Liga.

















