Den 14. marts starter kampen om medaljerne i A-ligaen, når mesterskabsspillet bliver sparket igang – og i Aarhus er man i fuld gang med forberedelserne til foråret.

Efteråret var en historisk god halvsæson for de hvide, da man sluttede grundspillet med den bedste placering ved vinterpausen nogensinde. I AGF er man glade for at være tilbage på træningsbanen, hvor man har haft en positiv opstart på trods af det voldsomme vintervejr, der har hærget.

– Vi er startet godt med god kvalitet i træningerne, og trods vejret i den første uge, har vi fået mange træningspas ind, fortæller assistenttræner på A-Liga holdet, Marie Olsen i en udtalelse til klubben selv.

Ikke kun i trænerstaben ser man positivt på den lange opstart, men også i spillertruppen er  man optimistiske:

– Vi spiller jo nærmest en sæson inden sæsonen. Men det er også fedt, at der er mere tid til at nørde med nogle ting. I løbet af sæsonen er der mere fokus på, hvordan vi skal gøre i forhold til en specifik modstander. Men nu handler det om at fokusere på os selv, fortæller midtbanespiller Cecilie Johansen i samme interview.

To hele måneder har AGF i opstarten til at udvikle i holdet, prøve nye ting af og lægge fokus indad. Klubben har planlagt flere træningskampe. Den første på udebane mod FC Midtjylland den 28. januar.

Ambitioner for slutspillet

Marie Olsen peger selv på den tidlige sikring af mesterskabsspillet som en vigtig årsag til, at klubben i år har kunne føle sig mindre pressede. Det gav mere ro i klubben, og har givet AGF et bedre udgangspunkt for opstarten.

Cecilie Johansen er glædelig over holdets præstation i efteråret, og ser nu frem mod et håbefuldt mesterskabsspil:

– Det er klart, at det var fedt at få sikret os slutspillet tidligt og, at vi derfor nu går ind med muligheder i foråret, og der spirer en ambition, som vi her i vinter skal gøre os i stand til at eftersætte, siger Cecilie Johansen.

AGF sluttede A-ligaens grundspil på fjerdepladsen a point med Brøndby IF, der dog havde bedre målscore. AGF har henholdsvis fem og otte point op til rækkens dukse, Fortuna Hjørring og HB Køge.