Simone Boye i dialog med landstræneren før HB Køge-skifte

0
19
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Den danske landsholdsspiller Simone Boye bekræfter, at hun har været i dialog med landstræner Jakob Michelsen forud for sit skifte til HB Køge. Ifølge Boye har landstræneren haft fokus på spilletid og niveau – ikke på hvilken liga hun spiller i.

Da Simone Boye valgte at vende hjem til dansk fodbold og skrive kontrakt med HB Køge, var beslutningen ikke taget uden overvejelser om landsholds fremtiden. I podcasten Vores A-liga fortæller hun, at hun forud for skiftet havde en samtale med landstræner Jakob Michelsen om sin rolle på det danske A-landshold.

– Jeg har snakket med ham, og han har ikke som sådan haft en holdning til, at det ville være sværere at komme på landsholdet, fordi jeg er kommet hjem til Danmark, siger Simone Boye i podcasten.

Den 33-årige forsvarsspiller har i flere sæsoner spillet i udlandet, men er nu tilbage i dansk klubfodbold. Det har tidligere affødt debat, om et klubskifte til den danske liga kan påvirke mulighederne for udtagelse til landsholdet. Ifølge Boye har meldingen fra landstræneren dog været klar.

– For ham handler det om spilletiden og niveauet, forklarer hun og understreger, at klubadressen i sig selv ikke er afgørende.

Samtalen med Michelsen gav ifølge Boye ikke konkrete løfter, men heller ikke det modsatte.

– Han har hverken sagt det ene eller det andet, fortæller hun og tilføjer, at dialogen primært handlede om hendes ambitioner og muligheder fremadrettet.

Efter skiftet til HB Køge er målsætningen klar for den rutinerede spiller, der har over 90  landskampe på cv’et.

– Jeg vil altid gå efter at få så meget spilletid på det danske landshold som muligt, siger Boye.

HB Køge har de seneste år markeret sig som en af de førende klubber i dansk kvindefodbold. For Simone Boye handler det nu om at præstere på højt niveau i klubben og sikre kontinuitet i spilletiden, velvidende at det er netop dét, der kan give hende en plads på det danske landshold.

Skiftet markerer samtidig et nyt kapitel i Boyes karriere, hvor ambitionerne om fortsat at være en del af landsholdet fortsat lever i bedste velgående.