Ann-Kathrin Dilfer har forlænget sin aftale med F.C. København og fortsætter i klubben frem til juni 2027.
For at skabe stabilitet frem mod forårets vigtige kvalifikationskampe til A-ligaen har F.C. København den seneste tid forlænget aftalerne med en række spillere i truppen. Nu er turen kommet til målmanden Ann-Kathrin Dilfer, som fortsætter i klubben frem til juni 2027.
Ann-Kathrin Dilfer begyndte sin karriere i Bundesliga-klubben TSG 1899 Hoffenheim, inden hun i 2021 tog skridtet til dansk fodbold og skiftede til Brøndby IF. En alvorlig korsbåndskade holdt dog tyskeren ude i en længere periode, men siden hun kom til F.C. København i sommeren 2025, har hun etableret sig som en stabil del af truppen. Hendes erfaring og professionalisme har ifølge klubben gjort en forlængelse til et naturligt skridt.
Head of Women’s Football i F.C. København, Romaney Pinnock, fremhæver især Ann-Kathrin Dilfers dedikation og arbejdsindsats.
– Ann-Kathrin er et rigtigt godt eksempel på den professionalisme, dedikation og arbejdsindsats, der kræves, når vi bevæger os mod A-ligaen. Kontraktforlængelsen afspejler Ann-Kathrins stærke udvikling, og vi er meget glade for, at vi kan beholde hende, siger Romaney Pinnock.
Cheftræner Kasper Klarskov fremhæver også den tyske keepers sportslige betydning og rolle på holdet.
– Ann-Kathrin kom til os efter en alvorlig korsbåndsskade, og den måde, hun har kæmpet sig tilbage på, siger meget om hendes karakter. Hendes præstationer har været meget sikre, og hun fortsætter med at vokse i både selvtillid og indflydelse. Vi har store forventninger til, at hun fortsat vil forstærke holdet – både via sin kvalitet på banen og sit nærvær i gruppen, siger Kasper Klarskov.

















