Ugens udlandsdansker: Julie jagtede eventyret i Portugal, men endte i Norge efter få måneder

0
488

Forsinket løn og kritisable boligforhold var blandt realiteterne, da nordjyden Julie Haugaard jagtede fodboldeventyret i portugisisk fodbold. Opholdet blev korvarigt, og nu er fosvarsspilleren i stedet endt i Norge med optimisme. 

Aldrig før har så mange danske kvindelige fodboldspiller været i udlandet som nu. Mere end 70 spillere gør sig lige nu uden for landets grænser. Mange af dem får sjældent den store fokus, men det vil FODBOLD FOR PIGER forsøge at ændre på med vores nye ugentlige artikelserie ‘Ugens udlandsdansker’.

Her vil vi hver uge bringe et interview med en ny udlandsdansker, og vores første hovedperson er den tidligere Fortuna Hjørring, Thy-Thisted og AaB-spiler Julie Haugaard.

I sommer valgte den 23-årige forsvarsspiller at forlade AaB og jagtede et fodboldeventyr uden for Danmarks grænser samtidig med, at hun studerer online.

– Nu havde jeg været i AaB et par år, og jeg ønskede at få nogle oplevelser med fodbolden. Når man spiller fodbold, har man jo ikke så meget til at rejse og få de store oplevelser, så nu ville jeg prøve muligheden for at kombinere det, siger hun til FODBOLD FOR PIGER.

Sammen med tre andre danskere blev det en mulighed i den portugiske klub Clube de Albergaria, der store klar med kontrakter til den danske kvartet.

– Jeg kendte jo ikke klubben, da vi blev kontaktet, og vi vidste selvfølgelig ikke helt, hvad vi gik ind til. Men vi havde nogle snakke med træneren og sportsdirektøren, og de fik solgt det godt, men måske også lidt for godt.

– Den klub vi var i, var en meget traditionsfyldt klub, som egentlig har spillet meget længe i den bedste række, og efter at de så rykkede ned, satsede de alt på at skulle op igen.

Forsinket løn og kritisable boligforhold

Med store forventninger skrev Haugaard under på en 1-årig aftale med klubben, men hurtigt skulle det vise ikke at være som håbet.

– Det var en stor omvæltning at komme derned med mange kulturforskelle. Det blev aldrig helt det ophold, som vi havde drømt om, og på grund af en masse forhold i klubben, så endte det desværre også før, at det skulle.

– Jeg vidste jo godt, at det ikke ville være 5-stjernede hoteller, som vi kom ned til, men jeg havde ikke forventet, at det ville være, som det blev.

Selve de fodboldmæssige forhold beskriver Julie Haugaard som gode, men det var forholdene uden for kridtstregerne, der vækkede opsigt.

– Fodbolden var egentlig fin, og de gik virkelig op i det med stor passion. Men boligforholdene som mig og en anden dansker havde var under al kritik. Det var i hvert faldt langt fra den danske dagligdag, og det kunne vi ikke se os i til sidst. Der var ikke rigtig nogen løsning på problemet.

Julie Haugaard i jubel i sin tid i portugisisk fodbold

Udover boligforholdene oplevede hun også gentagne gange at få sin løn forsinket, og netop det faktum fik betydning for spillernes mulighed for at komme ud af kontrakten.

– Det var min agent, der tog over og havde en dialog med klubben. Vi havde jo nogle kort på hånden, fordi vi ikke helt fik vores løn til tiden, så det tænker jeg har hjulpet i forhold til at få os ud af det.

Det var dog ikke alle fire danskere, der forlod klubben. Udover Julie Haugaard fik også Malou Klitte og Fie Steenberg ophævet kontrakter, mens den tidligere B.93-stopper Sara Grønhøj valgte at blive.

– Malou og Sara boede i en lejlighed sammen, som var noget bedre end det hus, som Fie og mig boede i. Og vi tre blev så enige om, at vi ikke kunne se os i det, og Sara ville gerne blive, og det skal hun selvfølgelig have lov til.

– Vi kendte også en anden dansker, Anna Brændstrup, der også var i en klub i Portugals næstbedste række, og der var forholdene meget bedre, end det vi havde, så jeg tror, at det er meget forskelligt fra klub til klub.

Fra Sydeuropa til Nordeuropa

Den ærgerlige oplevelse i Portugal fik dog ikke Julie Haugaard til at lægge drømmen om et udlandseventyr på hylden.

– Jeg kom hjem fra Portugal tidligere end ventet tilbage i oktober, og så vidste jeg ikke helt, hvad der skulle ske. Men så fik min agent Henrik et tilbud om, at jeg kunne komme op og prøvetræne en uge i Klepp i Norge i november, og så blev vi enige om at indgå en aftale. Og så skrev jeg under i starten af december.

Nu er hun så rykket til klubben i det sydlige Norge og håber på et længere ophold, end det var tilfældet i Portugal. Selvom klubben indtil seneste sæson blot var at finde i landets tredjebedste række, beretter Haugaard om gode forhold.

– Jeg fik et rigtig godt indtryk af klubben, da jeg kom herop og prøvetrænede i november. De har nogle super fine kvaliteter, og efter at den rykkede op i 1. division virker det virkelig som et spændende koncept, hvor de vil forsøge at gøre meget for at udvikle spillerne.

– De er jo mest en klub som fokuserer på udvikling og vil gerne sende spillere til større klubber og har også gjort det meget. Så derfor synes jeg bare, at det var et super spændende projekt.

Julie Haugaard er ikke den eneste dansker. Således er også den tidligere B.93 og Brøndby IF-spiller Malou Klitte, der også havde et kort ophold i Portugal, blevet tilknyttet i Klepp.