AGF forlænger med angriber

0
54
Mie Lerche i aktion for AGF. Foto: AGF Kvindefodbold.

Den 20-årige angriber Mie Lerche fortsætter i klubben frem til 2028.

AGF har forlænget kontrakten med angriberen Mie Lerche, så aftalen nu løber frem til sommeren 2028. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Forlængelsen blev offentliggjort tirsdag, hvor AGF spillede testkamp mod Silkeborg IF Q, og sikrer kontinuitet i truppen frem mod forårets Medaljeslutspil og de kommende sæsoner.

Mie Lerche kom til AGF som ungdomsspiller fra Hadsten og indgik sin første officielle aftale med klubben i 2023. I august samme år fik hun debut på førsteholdet.

Hun var desuden en del af det U19-hold, der vandt det danske mesterskab i sæsonen 2023/2024. Siden har hun etableret sig som en fast del af A-Liga-truppen, der aktuelt forbereder sig på forårets Medaljeslutspil.

Den 20-årige angriber står noteret for 33 ungdomslandskampe for Danmark.

På klubbens hjemmeside udtrykker ledelsen tilfredshed med den nye aftale.

– Siden hun kom til os, har Mie været gennem en flot udvikling, og hun har allerede vist, at hun kan være med på seniorniveau. Hun er en dygtig spiller med et kæmpe drive, et stærkt mindset og en professionel tilgang til sin egen udvikling. Så vi er glade for, at vi har fundet hinanden i en ny aftale, siger chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen.

Med kontraktforlængelsen fortsætter samarbejdet mellem AGF og Mie Lerche frem til 2028.