Ifølge Allan Drost har Fortuna Hjørring et strukturelt problem med klubbens transitionsstrategi og evnen til at gøre egne talenter til profiler på førsteholdet over længere tid.
Følgende artikel er en klumme skrevet af fodboldtræner Allan Drost, der hver uger sætter fokus på de bedste danske klubber og tager et undersøgende blik på aktuelle begivenheder og tendenser.
I denne uge er det såFortuna Hjørring, der kommer i fokus:
Når et akademi tiltrækker talenter – men ikke tør slippe dem løs
Nikoline Nielsen er 16 år. Hun er en af denne sæsons åbenbaringer i A-Ligaen. Hun fik tidligt debut, har været kampafgørende i europæiske kampe og betragtes som et af de største offensive talenter i sin årgang. Alligevel tøver hun med at binde sig til Fortuna Hjørring – og nu har hun angiveligt så stor interesse fra Europas topklubber, at hun til sommer er fortid i det nordjyske.
Det er fristende at forklare det med udlandets tiltrækningskraft. Men sandheden kan meget vel ligge et andet sted. Nikoline Nielsen er nemlig ikke et enkeltstående tilfælde. Hun er det seneste – og mest synlige – symptom på et strukturelt problem i Fortuna Hjørring.
Og netop derfor er det relevant at stille spørgsmålet, om Fortuna har modet til at acceptere kortsigtede resultatmæssige udsving for at sikre langsigtet bæredygtighed. En reel transitionsstrategi er svær at få øje på – og det har gennem de senere år haft tydelige konsekvenser på spillersiden, hvor flere af landets største talenter aktivt synes at have søgt en fremtid væk fra det nordjyske.
Mesterskab og pokaltitel på erfaring – men uden bro til fremtiden
Fortuna Hjørring vandt The Double i sæsonen 2024/25 – ganske fortjent.
Mesterskabet blev bygget på kontinuitet, rutine og erfaring. En stærk stamme af spillere, der kendte hinanden, ligaen og kravene.
Men den samme stamme er nu ved at blive et symptom på klubbens største strategiske udfordring.
Kernen på holdet består af præstationsspillere, som – med fuld respekt for deres kvalitet – befinder sig sent i karrieren:
- Florentina Olar-Spanu (40)
- Janelle Cordia (38)
- Ashley Riefner (32)
- Andreea Păruță (31)
- Tiia Peltonen (30)
- Sarah Dyrehauge (29)
De spiller fortsat fuld tid, kamp efter kamp. Det er i sig selv berettiget – der er tale om særdeles dygtige spillere, som i årevis har præget toppen af dansk kvindefodbold.
Dette er derfor ikke en kritik af spillernes niveau, men af Fortunas evne til at udleve sin egen strategi, som efter sigende sigter mod at indlemme tre til fem akademispillere i førsteholdstruppen hver anden sæson.
Når A-Liga-holdet ikke har plads til de næste
Vinterens transfervindue har blotlagt problemstillingen yderligere. Fortuna har sagt farvel til både Freja Thisgaard og Joy Omewa – sidstnævnte solgt seks måneder før kontraktudløb – uden at der stod tydelige interne afløsere klar.
Der er hentet nye spillere ind. Men strukturen er uændret:
- Høj gennemsnitsalder på nøglepositioner
- 55 % udenlandske spillere (højest i A-Ligaen)
- Meget få unge danske spillere, der får reelle minutter
Det er et legitimt strategisk valg. Men det bliver en udfordring, når klubben samtidig profilerer sig massivt på sit akademi.
Akademiet har stærk tiltrækningskraft, men yderst begrænset produktion til A-liga holdet
Dana Cup Academy er et attraktivt miljø. Fortuna lykkes i høj grad med at tiltrække nogle af landets bedste spillere som 15–16-årige og er konkurrencedygtige på U14- og U16-niveau – ofte på niveau med eller bedre end klubber som FC Nordsjælland, Brøndby IF og Kolding IF. Og her rammer vi Fortunas reelle udfordring.
Jo tættere man kommer på seniorniveau, desto sværere synes det at blive for Fortuna at følge med. I den aktuelle U19-liga er Fortuna placeret bag alle de ovennævnte tre klubber og har blot samlet 4 points sammen i de indtil videre 5 indbyrdes opgør. Det er bemærkelsesværdigt – ikke mindst fordi de nævnte klubber i højere grad end Fortuna investerer A-Liga-minutter i deres bedste U19-spillere.
I U16-ligaen er billedet det modsatte: her fører Fortuna an som eneste ubesejrede hold.
Overgangen fra akademi til A-Liga bliver dermed ikke en naturlig progression, men et nåleøje, som flere af landets dygtigste unge spillere i de seneste sæsoner (hvor situationen i U16- og U19-ligaen langt hen af vejen har fulgt samme mønster som i år) har opgivet at forsøge at slippe igennem.
Når talentet forsvinder, netop som det burde forløses
Alberte Mott er ét tydeligt eksempel. Fortuna lykkedes i første omgang med at tiltrække hende som ungdomsspiller. Men netop i de år, hvor transitionen til etableret A-Liga-spiller burde begynde, valgte hun – i samråd med familien – Fortuna fra og skiftede til FC Nordsjælland.
I dag er hun godt på vej til at realisere netop det, der aldrig for alvor blev muligt i Hjørring: at etablere sig på seniorniveau gennem kontinuerlig spilletid.
Signe Søndergaard er et andet eksempel – og det seneste i rækken. En markant spiller i sin årgang, som nu skifter til Kolding IF – ikke for glamour, men for minutter. For mulighed. For udvikling.
Der findes en række lignende cases der alle er søgt væk fra Fortuna i jagten på spilleminutter hen over de senere år: eksempelvis Petra Hoydal (2005) der skiftede til AaB, Karen Nonboe (2006) der skiftede til FC Thy – Thisted Q, Signe Duun (2007) der skiftede til Randers Q efter et år på Dana Cup Academy, Andrea Jeppesen (2009) der er taget til FC Midtjylland i jagten på spilletid, mens flere andre kunne nævnes i samme kategori.
Fælles for de ovenstående spillere er at de: blev vurderet blandt de bedste i deres årgange, og blev tiltrukket af Fortuna i ungdomsårene, men søgte væk på tærsklen til seniorniveau.
Det er således ikke fordi Fortuna ikke lykkes med talentidentifikation. Det gør klubben i høj grad. Problemet er, at vejen bliver for vanskelig, netop dér hvor klubben skal til at høste frugten af sit arbejde. Når antallet af cases er så udtalt, er det ikke længere rimeligt at tilskrive det tilfældigheder eller enkeltstående cases.
I stedet viser der sig et mønster af at de unge spillere – sammen med deres bagland – tydeligt evner at se forskel på symbolsk debut og reel integration – dette som en konsekvens af Fortunas prioriteringer over de senere år.
Erfaring på seniorniveau er afgørende for at klare den sværeste transition af dem alle. Derfor søger de derhen, hvor sandsynligheden for, at der investeres minutter i deres udvikling, er størst.
Sammenligningen, Fortuna må tåle
Fortuna konkurrerer som ovenfor nævnt direkte med klubber som FC Nordsjælland, Brøndby IF og Kolding IF på ungdomsniveau. Klubber, der i langt højere grad lykkes med at få deres spillere til at slå igennem på seniorniveau.
FC Nordsjælland er de bedste i landet til netop dette – måske blandt de bedste i Europa.
Men Fortuna Hjørring er ikke en klub uden forudsætninger. Som et af lokomotiverne i dansk kvindefodbold må man tåle at blive målt mod de bedste. Og sammenligningen gør ondt.
For FC Nordsjælland formår samtidig at:
- integrere unge spillere konsekvent i A-Liga-truppen
- være konkurrencedygtige i toppen af ligaen
- og præstere internationalt i europæiske turneringer
Det udfordrer forestillingen om, at fornyelse nødvendigvis koster resultater.
Mulige konsekvenser ved at vægte præstationsspillere på bekostning af udviklingsspillere
Kontinuitet er kun en styrke, hvis den over tid ledsages af fornyelse. I Fortuna synes betingelserne for dette at være begrænsede – med den konsekvens, at unge spillere, der vælger Fortuna til som 14–16-årige, vælger klubben fra igen, netop når de står på tærsklen til seniorfodbold. Dette medvirker kun til at gøre den strukturelle uligevægt mellem præstationsspillere og udviklingsspillere endnu større.
Herved sætter man sig i en situation, hvor det bliver sværere at gøre transfers til en integreret del af sit revenue-stream da de varer man har ’på hylderne’ ikke er attraktive på samme niveau, som tilfældet er hos konkurrenterne i A-ligaen.
Ultimativt risikerer det at efterlade Fortuna et sted, hvor man er helt afhængige af de penge som Dana Cup genererer, alternativt skal man binde sig op på strategiske partnerskaber, som det har vist sig svært for elitesporten i det nordjyske at realisere.
Dette er derfor ikke primært en kritik af trænere eller spillere med derimod en ledelsesudfordring. Hvis Fortuna Hjørring vil fastholde sin position som en af dansk kvindefodbolds toneangivende klubber, kræver det mere end stærke ungdomshold og rutinerede profiler.
Det kræver i min optik:
- en konkret og gennemtænkt transitionsplan
- mod til at investere A-Liga-minutter i unge spillere så der skabes en bedre balance mellem vægtningen af præstationsspillere og udviklingsspillere
- vilje til at acceptere kortsigtet uro for langsigtet bæredygtighed
Ellers risikerer akademiet at blive ved med at være et udstillingsvindue snarere end en fødekæde, som man ellers strategisk gerne vil sigte efter.
En reel eksistentiel udfordring
Spørgsmålet er ikke, om Fortuna kan tiltrække talenter. Det kan klubben. Spørgsmålet er, om Fortuna reelt vil give dem plads, når det gælder.
For hvad er formålet med et akademi, hvis vejen stopper, netop når den burde føre til førsteholdet?
Fortuna fejrede i sidste sæson triumfer, der blev grundlagt på erfaring og stabilitet. Men i et marked i hastig udvikling, er det ikke nok. Uden modet til fornyelse risikerer klubben, at fremtidens profiler bliver dem, der fandt deres gennembrud et andet sted.
Og så handler det ikke længere om historik. Så handler det om, hvorvidt Fortuna Hjørring tør gentænke sig selv – mens der stadig er tid…
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
