Ansættelserne af Claus Struck og Sune Kiilerich som cheftrænere i henholdsvis FC Midtjylland og AGF bliver ifølge Allan Drost en tydelig test af, om klubberne er tro mod deres respektive strategier.
I en ny ugentlig klumme hos Fodbold For Piger vil fodboldtræner Allan Drost give analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
Dette er første indlæg og omhandler træner-rokaden i FC Midtjylland og AGF.
AGF og FC Midtjylland taler strategi. Nu skal de vise, om de mener det:
Søndag formiddag præsenterede AGF og FC Midtjylland nye cheftrænere.
På overfladen en klassisk rokade: Claus Struck skifter fra AGF til FC Midtjylland, mens Søren Kiilerich vender hjem til Aarhus efter at have opnået værdifuld international erfaring som assistenttræner i Ottawa Rapid FC i Canada.
Men ser man lidt dybere, er der tale om mere end almindelige udskiftninger. Det er to klubber, der – bevidst eller ej – tester deres egen strategiske troværdighed.
FC Midtjylland: Lærer man af historien – eller gentager man den?
Med ansættelsen af Claus Struck signalerer FC Midtjylland endnu engang, at man vil bygge kvindeholdet op gennem udvikling, unge spillere og akademiet. Det lyder velkendt. Og det er det også.
Problemet er ikke strategien. Problemet er historikken.
For bare få måneder siden valgte FC Midtjylland at afskedige både cheftræner Steen Gravgaard og sportsdirektør Anders Madsen ovenpå et resultatmæssigt udfordrende efterår, der endte uden for top-6. To nøglepersoner, som netop havde fulgt klubbens erklærede strategi: et ungt hold, lokal forankring og et langsigtet perspektiv.
Her opstår det centrale spørgsmål: Hvor langsigtet er et langsigtet projekt, hvis konsekvensen ved sportslig modgang er fyringer?
Når FC Midtjylland nu igen taler om potentiale, unge spillere og proces, er det derfor ikke nok, at strategien er rigtigt formuleret. Den skal også være organisatorisk bæredygtig. Ellers risikerer Claus Struck at stå i samme paradoks som sine forgængere: ansvar for en strategi, der kun gælder, så længe resultaterne er spiselige.
A-Ligaen giver ikke meget luft. Overlevelse er et vilkår. Men hvis FCM vil være tro mod sin udviklingsfortælling, kræver det, at klubben denne gang er parat til at stå ved den – også hvis foråret bliver ujævnt.
AGF: Tryghed som bevidst valg – ikke mangel på ambition
Hvor FCM genstarter et projekt, vælger AGF stabilitet. Søren Kiilerich er ikke et eksperiment, men derimod et bevidst valg af kontinuitet, kultur og organisatorisk hukommelse.
AGF signalerer, at man ønsker ro og genkendelighed i en fase med høje forventninger og et kommende medaljeslutspil. Kiilerich kender klubben, talentmiljøet og mange af spillerne ganske indgående. Det giver en kortere indkøringsperiode og færre friktioner.
Men også her ligger en potentiel faldgrube. For når man vælger det trygge, skal man være ekstra opmærksom på ikke at stagnere. Kontinuitet må ikke blive en undskyldning for manglende fornyelse – hverken taktisk, metodisk eller organisatorisk.
AGF’s udfordring bliver derfor ikke at skabe ro, men at sikre, at roen bruges aktivt til udvikling og ikke blot til konsolidering.
En lakmustest for begge klubber: Når ord møder virkelighed
Det interessante ved disse to trænerskifter er ikke, hvem der har valgt rigtigt. Det er, om klubberne denne gang er parate til at stå ved deres egne valg, når strategien bliver udfordret af virkeligheden.
- FC Midtjylland taler om udvikling, unge spillere og langsigtet opbygning – men er klubben reelt villig til at give projektet tid, hvis resultaterne igen halter, eller gentager historien sig?
- AGF taler om stabilitet og kultur – men tør man samtidig udfordre sig selv, når trygheden risikerer at blive en sovepude?
I herrefodbolden ville disse spørgsmål være helt naturlige og uomgængelige. I kvindefodbolden bliver de stadig ofte pakket ind i velmenende fortællinger om proces, potentiale og tålmodighed. Problemet er bare, at tålmodigheden sjældent holder, når hverdagen rammer.
Der er efterhånden mange eksempler på, at strategier på kvindesiden bryder sammen i mødet med kortsigtede krav. FC Midtjylland er et tydeligt eksempel, hvor en erklæret langsigtet satsning på unge og lokal forankring blev afløst af fyringer, da nedrykningen blev en realitet.
I OB har man inden for det seneste halve år foretaget en markant kursændring, hvor et hold bygget op omkring udenlandske profiler og en rutineret, anerkendt cheftræner er erstattet af unge akademispillere, lejespillere og en uprøvet cheftræner – netop op til et forår, der er helt afgørende for klubbens fremtid i A-Ligaen.
Også andre klubber har valgt en entydig ungdomsstrategi, ofte båret mere af nødvendighed end af et reelt valg. Fælles for mange af disse eksempler er ikke, at strategien er forkert – men at konsekvensen mangler, når strategien bliver sat på prøve.
Og det er netop her, kvindefodbolden står i dag. Den har ikke længere brug for beskyttelse eller pæne forklaringer. Den har brug for klarhed, mod og konsekvens – både når projekter lykkes, og når de gør ondt.
Hvis ikke klubberne er villige til at stå ved deres egne strategier, også når resultaterne udebliver, risikerer kvindefodbolden at blive fanget i en evig gentagelse af nye projekter uden reel læring.
Konklusion
Trænerskiftene i AGF og FC Midtjylland viser, at kvindefodbolden professionaliseres. Men professionalisering måles ikke på pressemeddelelser – den måles på handling, når strategier bliver presset.
De kommende måneder vil vise, om disse valg er begyndelsen på noget mere modent. Eller endnu et kapitel, hvor langsigtede visioner igen må vige for kortsigtede resultater.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
