Årets dommer 2025 i Danmark Frida Klarlund forsætter med at imponere. Hun var således eneste danske navn ved UEFA’s vinter kursus for de Europæiske topdommere.
Da UEFA i januar samlede nogle af Europas mest lovende og etablerede dommere til vinter kursus på Cypern, var der kun ét dansk navn på deltagerlisten: Frida Klarlund. Den danske dommer blev dermed landets eneste repræsentant ved den internationale samling – og et tydeligt tegn på den fremgang, danske kvindelige dommere oplever i disse år.
Samtidig var der ingen danske mandlige dommere inviteret, hvilket markerer første gang i flere år, at Danmark ikke var repræsenteret på herresiden ved vinterkurset.
UEFA’s vinter kursus samler dommere fra de to højeste kategorier i Europa og betragtes som en central del af forberedelsen til kommende internationale opgaver. Her mødes nogle af kontinentets bedste dommere til fysisk træning, teoretisk undervisning og faglig sparring.
Tidligere har Danmark haft mandlige deltagere ved samlingen. De seneste år har både Morten Krogh og Jakob Kehlet været inviteret, men i år var det altså Frida Klarlund, der alene repræsenterede dansk dommerfodbold.
Stærkt signal fra kvindesiden
At den eneste danske deltager kom fra kvindesiden, understreger den udvikling, der sker blandt danske kvindelige dommere. Klarlund, som i øjeblikket dømmer i 1. division, har arbejdet sig støt frem i systemet og får nu værdifuld international erfaring.
Deltagelse i den type samlinger kan være et vigtigt skridt mod større opgaver i både klubturneringer og landsholdsturneringer, hvor UEFA løbende vurderer og udvikler deres dommertalenter.
Fraværet af danske mandlige dommere har fået nogle til at tale om en faldende status internationalt. Men i DBU maner man til ro.
Michael Johansen, formand for DBU’s dommerudvalg, mener ikke, at man kan læse for meget ind i udtagelsen til et enkelt vinter kursus.
Ifølge ham er det spekulativt at drage konklusioner ud fra én samling, og udtagelsen har ikke nødvendigvis betydning for de internationale opgaver, der venter senere på året.
Set med kvindefodboldens briller er historien dog opløftende. Frida Klarlunds deltagelse viser, at danske kvindelige dommere fortsat er med i UEFA’s internationale udviklingsarbejde – og at nye danske profiler er på vej frem på den store scene.

















