
Træningslejren i Spanien skal give HB Køge mulighed for at forfine spillet, styrke sammenholdet og give alle spillere værdifulde spilminutter.
HB Køge er i fuld gang med preseason og er taget på træningslejr i Spanien for at finpudse formen inden den kommende sæson. Her blev det i går til et 3-2-nederlag til spanske Alhama CF, inden næste opgave venter i morgen, hvor modstanderen er amerikanske Chicago Stars.
Cheftræner Kristian Mørch har store ambitioner for træningslejren, hvor både spil, holdkultur og sociale relationer står højt på dagsordenen.
– Vi skal rykke meget fremad. Vi skal i endnu højere grad danne et hold, og vi skal forfine et udtryk. Vi skal have en masse spilminutter på en masse forskellige spillere, og så skal vi tage nogle store skridt i forhold til kultur både til træning og til kamp, siger Kristian Mørch i et interview med klubben selv.
Træningslejren giver samtidig mulighed for at samle truppen og arbejde med alle spilleres kvaliteter. Ikke mindst de mange nye ansigter, der skal integreres godt på holdet.
– Jeg har set frem til at samle alle og få alle fagligheder og kvaliteter i spil sammen. Få god tid til at kunne evaluere, planlægge og bruge noget tid sammen, siger Kristian Mørch.
Fællesskab og nye kræfter i fokus på træningslejren
Kristian Mørch forklarer også, hvad de har rekrutteret efter i de nye spillere.
– Vi ville ikke bare have nogen. Vi ville have nogen, som kunne skabe en kultur, som var rar at være i, men som også var ambitiøs, og som også kunne flytte det miljø, vi havde i forvejen. Ikke kun ved at være dygtige fodboldspillere, men også ved at bidrage udenfor banen. Det synes jeg, at vi er lykkes godt med.
Samtidig fremhæver han de erfarne spilleres rolle på holdet. Spillere som Rikke Marie Madsen, Mille Gejl, Nadia Nadim og Simone Boye Sørensen har ifølge træneren været med til at hæve ambitionsniveauet og styrke kulturen i truppen.
En af fordelene ved træningslejren er også, at spillerne bliver udfordret socialt, når de bliver sat på værelser eller i grupper, de ikke nødvendigvis havde forventet. Ifølge Kristian Mørch kan det være med til at bryde barrierer og styrke fællesskabet.
– Jeg håber, at når vi når frem til midt marts og alt for alvor starter, at vi er mere på samme udgangspunkt end hvad vi måske sluttede med at være i efteråret i forhold til viden og kunnen i spillet. Vi får løftet flere op til det udtryk, vi gerne vil have og til det niveau, vi gerne vil spille med. Der er et rigtig godt niveau, og det ved jeg, at hele den her preseason vil være med til at forstærke, siger Kristian Mørch i samme interview.
HB Køge ser dermed træningslejren som et vigtigt skridt i både den faglige og sociale udvikling af truppen, inden de vender hjem til Danmark og fortsætter forberedelserne til sæsonstart.
















