Jakob Michelsen ser fordele ved Simone Boyes klubskifte

0
119
20.10.2025 - Kvindelandsholdet på Strandhotel Marienlyst i Helsingør - Jakob Michelsen, landstræner Danmark Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Jakob Michelsen støtter Simone Boyes skifte til HB Køge og ser det som et klogt valg for hendes fremtid. 

Den erfarne forsvarsspiller Simone Boye vendte i januar tilbage til dansk fodbold, da hun skiftede fra svenske Hammarby til HB Køge. Et skifte som får støtte fra landstræner Jakob Michelsen. I et interview med FODBOLD FOR PIGER fortæller landstræneren om sine tanker vedrørende Simone Boyes klubskifte og plads på landsholdet.

– Jeg tror i Simone Boyes tilfælde, at det er rigtig sundt og fornuftigt. Hun skifter til en træner, der kender hende. Det er i et rigtig godt setup i en satsende klub som Køge, der har en fin trup, lyder det fra Jakob Michelsen.

Han mener, at skiftet sagtens kan blive en fordel for det danske landshold.

– Jeg ser ikke den svenske liga som meget bedre end den danske. Samtidig med, så spillede hun ikke super meget for hendes klub Hammarby, og kunne alligevel være med til at hjælpe os i efteråret. 

– Derfor kan det sagtens vise sig at være en gevinst, at hun kommer hjem, og at hun kommer til at spille kontinuerligt, siger Jakob Michelsen. 

Før Simone Boye tog beslutningen om at skifte til HB Køge, tog hun en snak med landstræner Jakob Michelsen. Landstræneren understreger i den forbindelse, at han aldrig dikterer spillernes valg.

Jeg prøver altid at være ærlig, og så er det også vigtigt at sige, at det ikke er mig, der bestemmer nogen ting. Jeg kan jo komme med min holdning, og der er jo aldrig én side.
Der er jo altid plus og minus ved alle valg her i livet, og dermed også i fodboldklub-skifter. Så jeg prøver at nuancere tingene, og være en neutral sparringsparter. Jeg vil jo i bund og grund bare spilleren det bedste, således at dansk fodbold står stærkest muligt, siger landstræneren.
Med skiftet til HB Køge får Simone Boye nu mulighed for at spille en central rolle i den danske liga og sikre sig den nødvendige spilletid. Det kan hjælpe hende med at opretholde sit høje niveau og fortsætte med at bidrage til landsholdet.