Liverpool-dansker ramt af ny alvorlig skade

0
326
Sofie Lundgaard stortrives i Liverpool og har netop forlænget sin aftale med klubben. Foto: Liverpool FC Women

Den 23-årige Liverpool-midtbanespiller Sofie Lundgaard må igen holde pause efter ny skade. 

Tilbage i september gjorde den danske midtbanespiller Sofie Lundgaard comeback efter en lang korsbåndsskade, men nu står den 23-årige Liverpool-spiller overfor en længere pause igen, da hun pådrog sig en skade dagen før holdets udekamp mod Manchester United. Det bekræfter Liverpools cheftræner Gareth Taylor.

Skaden betyder, at Sofie Lundgaard skal gennemgå en operation, der kommer til at foregå i næste uge. Gareth Taylor beskriver skaden som en skinneben/ankel-relateret skade, og understreger, at det er en rigtig ærgerlig situation for den danske midtbanespiller.

– Det er virkelig synd for Soph. Dagen før kampen mod United gik hun ind i en duel og kom ud af den på den forkerte måde.

– Hun skal opereres i næste uge. Jeg tror, at det er en skade omkring den nederste del af skinnebenet omkring anklen. Det er en skam, fordi hun har arbejdet så hårdt på at komme tilbage fra den tidligere skade. Hun har været rigtig godt støttet. Når operationen er overstået, kan vi få hende tilbage på vejen mod genoptræning, sagde Liverpools cheftræner Gareth Taylor på et pressemøde i går.