Mod, energi og fællesskab har båret Haderslevs U16-piger frem

0
80
Steffen Olsen, Haderslev FK U16

Haderslev FK’s Cheftræner Steffen Olsen roser både præstationer, kultur og udvikling efter et stærkt efterår i U16 DM. Her fortæller han Fodbold for Piger, at han ser lyst på resten af sæsonen.

Efterårssæsonen i U16 DM-divisionen er gået over al forventning for Haderslev FK.

Med en trup, hvor størstedelen er førsteårsspillere, har holdet formået at levere både resultater og et klart spillemæssigt udtryk. Det afspejler sig også i tabellen, hvor Haderslev FK overvintrer på en flot 3.-plads med 23 point efter 10 kampe. Syv sejre og en samlet målscore på 35-16 vidner om et hold, der både kan angribe og forsvare sig effektivt.

– Jeg er yderst tilfreds med vores præstation i første halvdel af sæsonen. Der var måske nogen, der så os som den nye pige i klassen, men pigerne har virkelig grebet opgaven an, siger cheftræner Steffen Olsen til Fodbold For Piger.

Med cirka 80 procent førsteårsspillere og tre U14-spillere i truppen var fokus fra start på udvikling. Alligevel har Haderslev hurtigt vist, at holdet kan konkurrere med de etablerede divisionsklubber uden at gå på kompromis med spillestilen.

– Vores spil skal være kendetegnet ved energi, glæde og mod, og pigerne har vist, at de tør spille med initiativ og hele tiden være på spring, forklarer Olsen.

Et klart højdepunkt i efteråret var sæsonpremieren på udebane mod Randers, hvor Haderslev leverede en overbevisende 5-0-sejr.

– Den kamp var et klart billede på det udtryk, vi ønsker at have, fortæller cheftræneren, som også peger på statistikkerne som en tydelig indikator på holdets tilgang. I gennemsnit har Haderslev haft omkring 21 afslutninger pr. kamp, mens modstanderne har haft cirka otte.

Men det er ikke kun tallene, der imponerer. Ifølge Steffen Olsen har efteråret været præget af stor passion og arbejdsiver.

– Pigerne har været villige til at løbe ekstremt mange meter med høj intensitet og gå helhjertet ind i duellerne. Den glæde og lyst, de møder både træning og kamp med, er noget af det, jeg er allermest tilfreds med, siger han.

Samtidig er der blevet opbygget en stærk kultur omkring holdet og i miljøet i Haderslev. Når foråret nærmer sig, er ambitionen klar.

– Vi vil gerne fastholde vores placering i den øvre del af tabellen, men uden at slippe fokus på udviklingen. I vinterpausen skal vi forfine vores spil, både taktisk, fysisk og mentalt og samtidig bevare den stærke kultur, afslutter Steffen Olsen. 

Forårssæsonen skydes i gang den 15. marts, når Haderslev FK tager imod IF Lyseng på hjemmebane.